Strøby Egede

Tre træflydebroer etableres i Tryggevælde Å

tryggevaelde_aa_2

Stevns Kommune etablerer tre broer til isætning af kanoer og kajakker i Tryggevælde Å

Torsdag den 19. juni klokken 19.00 er der officielt indvielse af tre træflydebroer i Tryggevælde Å.

De tre træflydebroer til isætning af kanoer og kajakker etableres i uge 25. De etableres dels for at gøre det lettere for de sejlende at opleve ådalens unikke fugle og planteliv dels skal broerne etableres således at de beskytter åbrinkerne.

De tre broer etableres følgende steder:

1. Træflydebro ved Prambroen i Strøby, hvor der er parkeringsplads og mulighed for at komme af med affald.

2. Træflydebro ved Kirkestien, ved det grønne område i Strøby. Strøby ligger centralt i området, med direkte forbindelse til ådalens enge, et allerede etableret stisystem, fugletårn, shelter og mulighed for at komme af med affald.

3. Træflydebro i forbindelse med p-pladsen ved Tingvejen. Der er parkeringsplads, etableret bord/bænkesæt og mulighed for at komme af med affald.

På brinkerne de tre udvalgte steder har det kunne ses, at de jævnligt belastes af op- og nedtagning. Ved etablering af de tre broer bliver det muligt, for eksempel at parkere ved Tingvejen eller ved Prambroen og sejle til Strøby, hvor man kan benytte sig af shelter og bålplads. Derudover kan broen benyttes af andre brugere, som vil opleve en anden nærhed til vandet. Åens brinker er bløde og en bro giver mulighed for at komme tæt på åen med fast grund under fødderne.

Alle er velkomne til at deltage. I forbindelse med indvielsen vil der blive serveret is og sodavand.

Etableringen har modtaget støtte fra LAG-Stevns på 150.000 kroner.

Indvielsen finder sted torsdag den 19. juni klokken 19.00 ved den nyetablerede kano- og kajakbro ved p-pladsen på Tingvejen.

Kommentarer