Store Heddinge

Tre unge stevnsboer deltager i DM i Skills

dm_i_skills

Store Heddinge: Tre unge fra Stevns er så dygtige til deres fag, at de skal kæmpe om titlen som danmarksmester

Landets erhvervsskoler afholder for fjerde år i træk DM i Skills, der i år finder sted i Gigantium i Aalborg, fra i morgen torsdag den 23. til og med lørdag den 25. januar. Der deltager i alt 260 unge elever eller lærlinge fra 48 forskellige fag. 29 som konkurrencefag og 19 som demonstrationsfag.

Den 19-årige brolægger Niklas Eghøj Madsen fra Store Heddinge, der er i lære hos Brolæggeriet i Viby Sjælland, skal sammen med makkeren Andreas kæmpe mod tre andre teams om at blive danmarksmester i brolægning. De går på Københavns Tekniske Skole (KTS). Det skriver Dagbladet.

Store Heddinge er også repræsenteret af teknisk isolatør Allan David Petersen, der arbejder for Svale Isolerings Entreprise i Store Heddinge. Han stiller op for EUC Nordvestsjælland.

Desuden stiller bygningsinstruktør Johannes Maimann Olsen fra Strøby, der arbejder hos Cofoco Airport Solutions i Kastrup, op for EUC Sjælland.

Det er forskelligt fra fag til fag, hvordan man kvalificerer sig til DM. Men for de fleste fags vedkommende begynder konkurrencen med et skolemesterskab, som elever og lærlinge kan melde sig til. De bedste går videre til et regionsmesterskab, og så deltager vinderne i DM i Skills.

Man kan læse mere om DM i Skills på www.skillsdanmark.dk

Film fra DM i Skills 2012 der fandt sted i slutningen af januar i Odense Congress Center. Her deltog omkring 200 unge fra erhvervsuddannelserne.

Kommentarer