Tricktyv snød 91-årig kvinde i Store Heddinge
En dansk udseende mand i 30’erne snød onsdag en 91-årig kvindelig beboer på Druelundsvej for 500 kroner.
Onsdag den 21. juni omkring klokken 12 bankede en ukendt mand på hos en 91-årig kvindelig beboer på Druelundsvej og spurgte om hun kunne veksle en 500 kr. seddel.
Kvinden bød manden indenfor og gik ind for at finde mindre sedler til ham. Hun havde endnu ikke set pengene som han ville veksle. Hun fandt pengene frem og lagde to 200 kr. sedler samt en 100 kr. seddel på sit skrivebord i soveværelset tæt på hvor manden stod.
Han sagde, at han ville gå ud til sin datter i bilen, vendte sig om, men fortrød og sagde at han ville tage sedlerne med ud og så ville de begge komme ind til kvinden igen. Men han kom ikke tilbage.
Manden beskrives som dansk af udseende, 30 til 35 år, 175 til 180 cm høj med almindelig kropsbygning. Han talte dansk og han talte meget. Han var iført hvidt/gråt tøj, muligvis murertøj i kraftigt stof. Han bar en form for kalot på hovedet.
Kommentarer