I Trines Hus må man godt røre de udstillede ting
Hellested: I den lille landsby Tåstrup ved Hellested kan man besøge det næsten 240 år gamle hus, »Trines Hus«
Det behøver ikke at være dyrt at tage på oplevelse i sommerferien. Der er både mange kendte og mindre kendte seværdigheder rundt omkring på Stevns. Trines Hus i den lille landsby Tåstrup mellem Hellested og Klippinge, hører nok til den sidste kategori.
I et fredet stuehus fra 1775 har en familie gennem flere generationer påtaget sig at bevare huset i sin oprindelige form, samt at holde huset åbent for offentligheden. Huset er opkaldt efter dets tidligere ejer Trine, der levede i huset som vaskekone fra 1882 til 1954.
Huset holdes åbent for turister og skoleklasser og er velbesøgt.
Trines Hus giver den besøgende et håndgribeligt billede af, hvordan almuen levede i 1800-tallet i en autentisk udstilling, hvor man godt må røre.
Alt står som dengang, og der er ingen skilte, plancher eller souvenirbutik tilknyttet.
Et besøg i Trines Hus kan passende kombineres med en opgave for hele familien. Der er nemlig gemt en såkaldt GeoCache i nærheden af huset. Geocaching kan bedst kan beskrives som en verdensomspændende GPS-skattejagt. Interesserede kan læse begynderguiden til geocaching (på dansk)
Der opkræves 10 kroner i entre for voksne – gratis for børn.
Trines hus er åbent for besøg fra den 1. maj til den 1. oktober efter aftale på telefon 5650 1235.
Trines Hus ligger på Tåstrupvej 33, Tåstrup, 4672 Klippinge
Kommentarer