Trio vil bevare stationsbygningen i Store Heddinge
Store Heddinge: Tre aktive Stevnsboere har taget initativ til en Facebook-gruppe: Bevar Store Heddinge Station
En trio bestående af virksomhedskonsulent Jan Sørensen, kommunalpolitikerkandidat Betina Baden og iværksætter Anni Cassias, alle fra Stevns, har sat sig i spidsen for en indsats til bevaring af den gamle stationsbygning i Store Heddinge.
Stevns kommunes borgmester har udmeldt, at kommunen ønsker at erhverve bygningen på tvangsauktionen torsdag den 3. oktober, for derefter at nedrive den historiske bygning til fordel for et beskedent antal P-pladser.
Læs også: Højeste bud for stationsbygningen var 20.000 kroner
Trioen startede i sidste uge startede Facebook gruppen Bevar Store Heddinge Station. Gruppen tæller allerede over 150 medlemmer. De er enige om at Store Heddinge Station er en smuk bygning med stor arkitektonisk værdi for købstaden. Med Facebook gruppen opfordrer trio’en lokale borgere og andre interesserede i at støtte op om bygningens bevarelse. De opfordrer også til at man bruger gruppen til at komme med input til fremtidig brug af bygningen.
Initiativgruppen håber at stationen bliver solgt til en privat køber, som kan se potentialet i en anvendelse af bygningen til styrkelse af byens gode folkeliv, i stedet for at indbyde ballademagere til mere hærværk på øde P-pladser.
– Uanset om stationen får Stevns kommune eller en privat køber som ny ejer, så må vi stevnsboer kunne komme med ideer, som er mere visionære end P-pladser, kan man læse på Facebook-profilen.
– Jeg medgiver, at bygningen i øjeblikket ikke pynter i bybilledet, men blot fordi den ser misligholdt ud, så er det ikke argument for at rive den ned. Der er lokalplan for bevaring af bygningen, så det er ikke OK bare at melde ud, at den skal fjernes. Stationen er en af købstadens markante bygninger, og den har en stor værdi både historisk og arkitektonisk. Det er sparetider, ja, men at rive den ned er som at smide barnet ud med badevandet,” siger Anni Cassias,
– Jeg så helst, at bygningen kom på private hænder, og at en investor fik liv i bygningen igen som erhvervsbygning. Mit forslag går på at lave et madtempel, men en torvehal, et kulturhus, udstilling, aktivitetscenter, ja, mulighederne er mange, bare det vil skabe liv og omsætning i stedet for øde P-pladser og død by. Hvis vi tror på fremtiden, så kan det ikke nytte at udradere fortiden, siger Anni Cassias og hun fortsætter:
– Men problemet synes at være, at ingen politikere tror på fremtiden for Stevns. Jeg forstår det simpelt hen ikke! Stevns ligger i første parket til hovedstaden, har unikke attraktioner og en glimrende togforbindelse, men kommunalbestyrelsen opfører sig som om, Stevns er en øde ø. Nåh ja, men vi har jo også en Robinson – måske det er derfor!
Villy Eenberg, Magleby, vandt Robinson-ekspeditionen i 2009, han stillede op til valget med en lokal liste, men han har fornylig trukket sit kandidatur på grund af sygdom.
Kommentarer