Store Heddinge

Tro kan flytte bjerge – og beton!

Når man bliver set for sine egenskaber, og opretholder troen på sig selv, resulterer det i at viljen til opsøge drømmeuddannelsen – og ikke mindst det gode liv. Det er den nyudlærte bygningstruktør, Dennis Degn, et levende bevis på.

Som 17-årig fik Dennis Degn besked om, at han var for ordblind til at tage en uddannelse. Det huede ham ikke, da han vidste, at han havde evnerne til at uddanne sig, og at han skulle have noget ud af livet. Det var mødet med en vejleder på en erhvervsskole, der bemærkede, at hænderne var skruet ordentlig på den unge mand. I mødet med værkstedet lærte Dennis på nye måder – undervisningen kom ud over bøgerne, og det fik ham til at blomstre op i stor stil. Han var aldrig bleg for at udrette noget og han havde en ordenssans, som lærerne sjældent så hos andre. Dennis´ pauser var korte, for der skulle arbejdes.

Netop denne kampgejst har Dennis masser af. Der har været bump på vejen, men Dennis har taget kampen op og har overvundet dem. Alt sammen med støtte fra baglandet i form af en fantastisk familie, samt en stor faglig støtte fra bajs og mester samt mentor.

“Alle fortjener en hverdag med et job man elsker at stå op til. Jeg elsker mit job! For mig handler det om, at hjælpe de unge, der vil en erhvervsuddannelse med at finde vejen og troen” siger Annette Poulsen fra EUC Sjælland, som har været Dennis’ mentor.

Opbygning af Danmark er i trygge og passionerede hænder

Meget tidligt var Dennis bevidst om, at han ville være med til at bygge Danmark op – og det er stadig dét han brænder for i hverdagen. Med start hos Pahn Beton og senere hen Morten C. Henriksen A/S, kom Dennis hurtigt ud på de store byggepladser. I Køge var han med til at bygge SOSU skolen, og efterfølgende var han med på et omfattende byggeri med en stor, ny svømmehal med hæve sænke bund.

 

Da Dennis modtog sit svendebrev, resulterede hans evner og kampgejst i, at Jimmy Olsen, faglærer for struktørerne, råbte i mikrofonen: “skuemestrene har valgt at give Dennis bronze!”. Det var et stolt øjeblik for den ellers beskedne Dennis, som han aldrig vil glemme.

Fejring af denne enestående, unge mand er ikke slut her. Den 26-årige bygningsstruktørsvend fra Køge er nemlig i Odense den 24. maj, for at modtage et legat på 7.500 kroner, uddelt af Dansk Byggeri. Legatet uddeles for at fejre de unge, der modtager medaljer ved deres svendeprøve.

Dennis Degn arbejder nu som svend hos Morten C. Henriksen.

Dennis’ historie er en hyldest til de unge, der tør drømme og vælger at forfølge dem gennem hårdt arbejde. Det kræver blot, at der er nogen der ser dem på vejen. Den ukuelige Dennis, som nu er blevet ustoppelig i at følge sine drømme, er i dag i gang med at tage sit svæveflyvercertifikat – fordi hele verden ligger derude og venter.

Fakta Bygningsstruktør

Er en 4-årige erhvervsuddannelse, hvor man hovedsageligt beskæftiger sig med byggeri over jorden. Før i tiden gik uddannelsen under navnet “betoner”. Bygningsstruktører er i dag særligt efterspurgte i bygge- og anlægsbranchen, grundet de store byggerier i Danmark.

Fakta Legatmodtagere hos Dansk Byggeri

EUC Sjælland kan i år bryste sig med at hele tre unge medaljevindere modtager legater fra Dansk Byggeri, som en anerkendelse af deres flotte arbejde. Legatmodtagerne er:

·        Dennis Degn, 26 år fra Køge ansat hos Morten C. Henriksen – bygningsstruktør

·        Mille Eriksen, 23 år fra Næstved ansat hos Per Aarsleff A/S – bygningsstruktør

·        Sebastian Flindt Nygaard Batko, 35 år fra Sorø ansat hos Per Aarsleff A/S – anlægsstruktør

Kommentarer