Troværdighed – har FDB glemt den
Læserbrev: SAMVIRKE fra marts 2013 har en artikel med overskriften ”Du er noget særligt som medejer”, hvor sidste afsnit har følgende bemærkning:
”Er det ikke bare for at spare penge og skabe et større overskud”?
Nej, vores mål er at gøre ting enklere. Vi er ejet af medlemmerne. Vi skal ikke sikre et stort overskud til en lille samling aktionærer, men kan give en del af vores overskud tilbage til medejerne og til samfundet”.
FDB skal altså ikke tjene penge for enhver pris, man vil tage hensyn til samfundet interesser – altså vores alle sammen interesser.
Det er næppe nogen, der er i tvivl om, at Danmark i de seneste år har været i krise både økonomisk og særdeles arbejdsmæssigt. Mange har mistet deres job, fordi man kunne tjene penge ved at sende arbejdspladser ud af Danmark, og dermed få en større profit.
Med ovenstående fra FDB’s udmelding, burde vi medejere være glade for FDB – man tager hensyn til samfundet. Os alle sammen – men gør FDB så det?
I samme måned som dette magasin udkom, fik vi pressen oplyst, at FDB fyrer 62 medarbejdere i deres regnskabsafdeling, og sender disse arbejdspladser til udlandet. Begrundelsen er; ”der kan spares penge”.
Hvor er FDB interesse for samfundet? Hvorfor melder man ud, at man vil give en del af overskuddet til samfundet, og så gøre det stik modsatte? Disse fyrede medarbejdere er også en del af samfundet, og man behøver jo ikke at gøre situationen værre for dem ved at sende arbejdspladserne til udlandet. Det er i al fald ikke samfundsvenligt i en krisetid. Hvor mange penge der er at spare samfundsmæssigt, taler sagen ikke om, men det er næppe mange om overhovedet nogen. Tages både de direkte og indirekte omkostninger med i form dagpenge, offentlige udgifter til en eller anden form for forsørgelses og måske sundhedsmæssigt, så kan det nemt være negativt for samfundet. Disse udgifter kan økonomer beregne i deres costbenefit analyser uden større besvær.
For at vende tilbage til overskriften har FDB i mine øjne mistet megen troværdighed. På et årsmøde i Daglig Brugsen i Rødvig, var holdningen på linje med den jeg her giver udtryk for. Beslutningen om at sende arbejdspladser til udlandet harmer mange medlemmer. Udtryk som skandale vil jeg ikke holde mig tilbage for at bruge. Jeg holder mig indtil videre tilbage for at bruge en kliche som ofte om plattenslageren i forskellige brancher ”De er ikke til at stole på – de siger ét og gør noget andet, hvis de kan se profit til egen fordel”. Et prædikat som FDB næppe vil være stolt af at få sat på sig.
Det lokale butiksråd kan selvsagt ikke gøre noget i sagen, men at viderebringe utilfredsheden blev jeg ikke overbevist om ville ske. Så derfor gør jeg det selv også efter opfordring fra flere deltagere på årsmødet.
Senest er der rygter i omløb, at de fyrede medarbejdere skulle være tilbudt en ekstra månedsløn, hvis de vil oplære dem, der skal overtage deres job. Hvis disse rygter er korrekte, så er beslutningen om at fyre medarbejderne en skandale, der langt overstiger, hvad der må forventes af medlemsejet organisation. Rygterne må be- eller afkræftes af FDB’s hovedbestyrelse.
SAMVIRKE ønsker at medlemmer skal give ros/ris, og det er hermed gjort, og kommentarer bør offentliggøres sammen sted som citatet – altså i SAMVIRKE.
Indsendt af Ebert Pedersen, Lilleager 1, Rødvig
Kommentarer