Store Heddinge

Truende mand på institution

Kl. 18.16 torsdag fik politiet via alarm 112 en anmeldelse fra personalet på en institution om, at en truende mand bevæbnet med bl.a. en kølle var trængt ind på stedet.

Personalet og fire unge havde søgt tilflugt i en tilstødende bygning. Politiet sendte flere patruljer mod stedet, hvor den truende mand blev anholdt udramatisk kl. 18.55. Der var tale om en uligevægtig mand på 33 år med polsk oprindelse, men med tilknytning til lokalområdet. Han var i besiddelse af bl.a. en kølle og en splatterpistol og blev efterfølgende sigtet for trusler på livet for personalet og de unge på institutionen samt overtrædelse af våbenlovgivningen. Den anholdte havde ingen tilknytning eller relation til institutionen, hvor ingen kom fysisk til skade ved hans indtrængen på stedet. Den anholdte, der ifølge eget udsagn følte sig forfulgt og havde søgt tilflugt på stedet, blev senere under bevogtning indlagt på et sygehus til behandling for sin sindstilstand, indtil anklagemyndigheden har afgjort, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør eller ej.

Kommentarer