Turistforeningen vil kåre en ‘Stevnsgryde’

Stevns Turistforening og Stevns Fødevarenetværk har indgået aftale med Store Heddinge skole om et uddannelsesforløb i madkundskab der skal øge elevernes kendskab og fornemmelse for den lokale fødevareproduktion. Der vil indgå flere fag i forløbet men bygges op om madkundskab.
Eleverne skal gennem gårdbesøg og temaundervisning lære om de lokale råvarer, hvor de dyrkes og hvordan man kan anvende det i madlavning. De får blandt andet besøg af Pia som ejer Urtopia, hun vil i skolekøkkenet fortælle om krydderurter, smag og anvendelse.
Eleverne skal på besøg hos Engvang Frugt og høre, se og mærke hvordan det gror og bliver passet for at ende i køkkengryderne.
Turismekonsulent Thor Nielsen er initiativtager og for ham handler det om at brande Stevns som et sted der producerer fødevarer af høj kvalitet. Det gør man blandt andet ved at øge kendskabet til produkterne og skabe stolthed over at tilhøre og bo i Stevns.
– Jeg vil gerne have at eleverne tager deres oplevelser med hjem og fortæller om smag og muligheder ved de mange gode produkter. Jeg vil også gerne, at ungerne får lidt ”mad-mod” – altså mod på, at prøve nye grøntsager, krydderurter og nye måder at kombinerer retterne på.
Det hele fører frem til, at eleverne skal skabe deres bud på tre nye egnsretter – tre gryderetter lavet af lokale råvarer og ud fra opskrifter lavet i skolekøkkenet af børnene selv og deres lærer Camilla.
I forbindelse med Stevns Fødevarenetværks Høstmarked på Engvang Frugt den 3. søndag i september vil den bedste ret blive kåret – og en Stevnsgryde er født. Planen er foreløbig at der skal laves en vegetargryde, en gryde på gris og en gryde på kalv eller lam. Men grønsagerne skal være den dominerende ingrediens – de fylder også mest i Stevns Fødevarenetværks samlede sortiment.
Man kan opleve resultatet, de mange gode råvarer og de dygtige producenter på Høstmarkedet hos Engvang Frugt søndag den 17. september mellem klokken 10.00 og 16.00.
Kommentarer