Turistkontoret lukker september 2015
Rødvig: Turistkontoret på Rødvig Havn lukker med udgangen af september måned 2015
Kommunalbestyrelsen vedtog i begyndelsen af oktober at deltage i et nyt tværkommunalt turismesamarbejde, VisitSydsjælland-Møn sammen med Næstved, Faxe og Vordingborg kommuner.
Det nye selskab, der bliver et 100 procent kommunalt ejet turistselskab, forventes at starte den 1. april 2015 skal gradvis overtage af aktiviteter og medarbejdere fra de gamle turistselskaber, der dog fortsat skal stå for turistsæsonen 2015.
– Vi har forhandlet os frem til, at den nuværende betjening fortsætter uændret til udgangen af september 2015. Så næste sommer vil der ikke være nogen ændringer. Herefter lukker vi turistbureauet på Rødvig Havn, siger bestyrelsesformand for Stevns Turistforening, Lars Klausen til Dagbladet.
Læs også: Tre kommuners turistsamarbejde udvides med Stevns
Lukningen af turistbureauet betyder dog ikke at bygning, hvor turistbureauet bor, kommer til at stå tom.
Stevns Turistforening, der ejer bygningen, vil fortsætte med at udleje sommerhuse. Desuden vil bygningen fortsat huse havnefogeden for Rødvig Lystbådehavn.
En arbejdsgruppe bestående af de fire kommunaldirektører er ved at forberede den stiftende generalforsamling. Der er også udpeget en midlertidig bestyrelse, der skal forestå ansættelsen af direktør for VisitSydsjælland-Møn med tiltrædelse 1. april næste år, ved hjælp af eksternt rekrutteringsfirma. Her repræsenterer bestyrelsesformanden for Stevns Turistforening, Lars Klausen og borgmester Mogens Haugaard (V) Stevns Kommune.
Formanden for Stevns Turistforening håber på at de kan forhandle sig frem til at have et lokal turistkontor med tre-fire måneders sommeråbning.
Det foreslås, at Næstved og Vordingborg kommuner, som udgangspunkt ejer hver 38 procent af selskabet og Faxe og Stevns hver 12 procent af selskabet. Ejerandelene er udregnet i forhold til den nuværende turismeøkonomi i de fire kommuner samt antal borgere og turisternes forbrug i den enkelte kommune.
Bestyrelsen for det nye turismesamarbejde vil komme til at bestå af to repræsentanter fra hver kommune og op til to eksterne, eksempelvis en repræsentant fra VisitDenmark og fra det kommende Østersøselskab. Det anbefales, at de to kommunale repræsentanter fra hver kommune er en politiker og en fra turismeerhvervet.
Kommentarer