TV2 søger ’Fantastiske Fællesskaber’
Danmark er et land fuld af fantastiske fællesskaber og foreningslivet er en af grundstenene i vores demokrati.
De otte TV2 Regioner vil nu sammen med Lokale og Anlægsfonden og Tuborgfondet hylde de mest fantastiske fællesskaber i Danmark.
Foreninger og andre fællesskaber kan nu tilmelde sig ’Fantastiske Fællesskaber’ og få mulighed for at vinde en regional pris på 50.000 kroner og samtidig få chancen for at gå videre til landsfinalen med en hovedpris på 100.000 kroner. Beløbene er øremærkede til forbedringer af fællesskabets fysiske rammer, indkøb af udstyr, aktiviteter og events, som har fokus på at åbne fællesskabet og inkludere nye og flere mennesker eller andet, som kan gøre det fælles mødested endnu bedre for alle.
Kriterier for at deltage som fællesskab
- Fællesskabet skal være baseret på frivillighed
- Fællesskabet skal være stiftet af medlemmer
- Fællesskabet skal være forankret i pågældende region (ikke et hovedsæde et andet sted i landet)
- Fællesskabet skal have et erklæret formål
- Formålet må ikke være religiøst eller politisk
Man kan tilmelde sig på TV Østs hjemmeside. Fristen for tilmeldinger er 1. april 2018.
Efter tilmeldingsfristen 1. april vil jurymedlemmer i hver region nominere 10 af de tilmeldte fællesskaber. De nominerede får direkte besked og offentliggøres sidst i april. Der vil derefter blive produceret små portrætfilm af hver af de nominerede.
Portrætterne offentliggøres på TV2 Regionernes platforme fra sidst i august – og så kan seere og brugere via SMS stemme på, hvilken af de ti foreninger, der skal vinde den regionale pris på 50.000 kroner.
På Frivillig Fredag den 28. september kåres alle de regionale vindere. Herefter kan brugere og seere i hele landet stemme på, hvilken af de otte regionale vindere, der skal vinde titlen som Årets Fantastiske Fællesskab og dermed vinde ekstra 100.000 kroner.
Årets Fantastiske Fællesskab kåres ved et landsdækkende prisoverrækkelsesshow i november, som sendes på alle TV 2 Regionernes egne websider og tv-kanaler.
Optagelser til portrætterne af de nominerede fællesskaber vil finde sted i maj-juni.
Kommentarer