Store Heddinge

Tyve stjal minder om en afdød far

Foto: Natascha Helgren Gregersen/Facebook

Natascha Helgren Gregersen efterlyser uvurderlige minder om hendes afdøde far på facebook, efter et indbrud på Bjælkerupvej i sidste uge.

Da tyve, på et tidspunkt imellem onsdag og torsdag, begik indbrud i et hus på Bjælkerupvej i Store Heddinge, knuste de en ung kvindes hjerte.

Ikke nok med at tyvene ødelagde en ung Store Heddinge-families sidste feriedag, men de stjal også noget af det eneste den 29-årige Natascha Helgren Gregersen har tilbage fra sin far. Hendes far tog livet af sig selv en måned inden Natascha fyldte 6 år og i et smykkeskrin som tyvene stjal, lå der et brev fra ham til Natascha.

Natascha Helgren Gregersen efterlyser derfor det uvurderlige brev på Facebook

– “Kære” tyve. Det her er min far og mig. Da I på et tidspunkt imellem onsdag og torsdag tømte vores hjem for alt af værdi. Stjal I ikke bare vores ting og ødelagde vores sidste feriedag med vores børn. I knuste også mit hjerte, skriver Natascha Helgren Gregersen og fortsætter:

– I mit smykkeskrin, som I har taget, lå nemlig ikke bare det armbånd, som jeg elskede mere end noget andet og smykker helt tilbage fra min egen dåb – minder som aldrig kan erstattes, men også noget af det eneste jeg har tilbage fra min far. Min far tog livet af sig selv en måned inden jeg fyldte 6 år, i det smykkeskrin i tog, lå der et brev fra ham til mig. Et brev som ikke betyder en skid for jer, men alt for mig.

– I ved jo tydeligvis hvor jeg bor, så jeg håber at I måske vil finde min postkasse og aflevere det igen, opfordrer Natascha Helgren Gregersen i sit opslag på facebook.

Læs også: Indbrud i et hus på Bjælkerupvej

Opslaget er ledsaget af to fotos. Det ene viser Natascha som helt lille, der sidder på en græsmark sammen med sin far, Jørgen. Det andet viser det uvurderlige armbånd.

– Mit smykkeskrin mangler så også, hvor der er nogle forskellige arvestykker i og min datters dåbspenge. Og så det her brev fra min far, som tog livet af sig selv lige inden jeg fyldte seks år, siger siger Natascha Helgren Gregersen til Ekstra Bladet og hun fortsætter:

– Det er jo smykker fra et helt liv. Fra Mors Dag, fra min egen barnedåb, fra min konfirmation, og så det guldarmbånd, jeg har delt et billede af. Det er også uvurdérligt for mig. Men det dér brev gjorde bare lidt mere ondt end alt det andet.

– Det var hans sidste ord til mig. Jeg var jo ikke så gammel, da han valgte at tage livet af sig selv. Det er længe siden, jeg sidst har læst i det, det er jo ikke noget, man sidder og læser hver dag, siger Natascha Helgren Gregersen til Ekstra Bladet. Brevet er skrevet af faren kort før han for omkring 24 år siden valgte at tage sit eget liv.

Natscha Helgren Gregersen og hendes forlovede, Jacob Nielsen Foto: Natascha Helgren Gregersen/Facebook

Kommentarer