Store Heddinge

Uacceptabelt at den betalte spisepause atter vakler

De offentlige ansattes spisepause er atter under angreb. Det sker, fordi ledelsen på op til seks statslige skoler før OK18-forhandlingerne fik fjernet de ansattes betalte spisepause og nu ikke vil genindføre den. Det er i strid med OK18-aftalen, som blev indgået efter langstrakte forhandlinger i foråret.

En aftale er en aftale er en aftale! Så enkelt er det. Da vi i foråret efter mange hundrede timers forhandlinger endelig kom til enighed om en overenskomstaftale for de offentligt ansatte, så regnede vi da bestemt med, at staten ikke her et halvt år senere løber fra det aftalepapir, som det er ved at ske nu,” siger Carsten Eckhart Thomsen, der er formand for IDA Offentlig.

De statsansattes forhandlere har forsøgt at opnå enighed med Moderniseringsstyrelsen om, at den betalte spisepause skal genindføres på arbejdspladserne, men er blevet mødt med mangel på vilje til at finde en løsning fra Moderniseringsstyrelsen.

”Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen løber fra en aftale og sætter dermed spørgsmålstegn ved OK18-forliget. Det at man tidligere har brudt overenskomsten ved at fjerne den betalte spisepause, retfærdiggør ikke, at man bliver ved med at bryde den. Her er tale om et tillidsbrud af dimensioner, for det er helt afgørende, at arbejdsmarkedets parter skal kunne stole på hinanden, når man indgår overenskomstaftaler,” siger Carsten Eckhart Thomsen.

Hvis ikke Moderniseringsstyrelsen sætter foden ned overfor de lokale arbejdsgivere, så har det store konsekvenser for de ansatte. For hvis staten ikke sætter ind, så betyder det en de facto lønnedgang for de ansatte på syv pct. svarende til 2,5 timer længere arbejdsuge.

”Der bør ikke herske nogen som helst tvivl om aftalen, for det står jo sort på hvidt, at den betalte spisepause er en overenskomstmæssig ret. At Moderniseringsstyrelsen nu pludselig mener, at en overenskomst kan tolkes forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads er helt uden fortilfælde, og som landets største akademikerfagforening kan vi naturligvis ikke sidde den slags overhørig,” siger Carsten Eckhart Thomsen.

Kommentarer