Udsættelse af Femern-byggeri er stærkt problematisk
Regionsrådsformand: Stærkt problematisk med en udsættelse af Femern-byggeri.
– Nye forsinkelser af Femern-tunnelen er stærkt problematisk for erhvervslivet i Region Sjælland, som har forberedt sig i årevis på byggeriet. Nødvendigt at fremrykke andre sjællandske anlægsinvesteringer som forberedelse til Femern-forbindelsen, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk
Det sjællandske erhvervsliv og Region Sjælland har allerede investeret massivt i Femern-forbindelsen, så der kan skabes jobs til danskere i byggeperioden. Det er derfor meget uheldigt, at byggeriet nu er løbet ind i nye forsinkelser. Det er indvendinger og klager, der er kommet fra blandt andet adskillige tyske borgergrupper og naturbeskyttelsesforeninger, som er årsag til yderligere forsinkelse af den endelige tidsplan for Femern-forbindelsen.
Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland, peger på, at det har store konsekvenser for Region Sjælland med endnu en forsinkelse.
– Det er stærkt problematisk for de mange sjællandske virksomheder, som har forberedt sig i årevis på Femern-forbindelsen. I Region Sjælland er vi allerede i startblokkene. Innovationsmiljøerne er bygget op og som region har vi investeret mere end 40 mio. kroner i at forberede virksomhederne og deres medarbejdere på at kunne deltage i byggeprojektet. Vores uddannelsesinstitutioner har længe været i gang med at uddanne folk til arbejdsopgaverne på Femern-byggeriet. At vi nu får endnu en forsinkelse på projektet er stærkt uheldigt. Vi har behov for, at den danske trafikminister tager denne situation meget alvorligt.
Fremryk anlægsarbejder
Jens Stenbæk opfordrer trafikminister Ole Birk Olesen til at lægge et endnu stærkere pres på sin tyske trafikministerkollega. Samtidig bør den danske regering fremrykke nogle af de anlægsarbejder, som skal forberedes i forbindelse med Femern-forbindelsen. Det drejer sig om veje og togbaner.
– Vi vil i Region Sjælland bede om et hurtigt møde med trafikministeren, så vi kan finde nogle veje til at holde momentum på den danske side i forhold til Femern-projektet. Det værste der kan ske er, at troen på Femern-forbindelsen begynder at vakle hos virksomhederne.
Jens Stenbæk understreger, at Femern-forbindelsen vil betyde alverden for den sydlige del af Region Sjælland, der i dag kæmper med høj ledighed og lave vækstrater.
– Betydningen af Femern-forbindelsen kan ikke overvurderes for vores del af landet. I en årrække vil sænketunnelen skabe global interesse, og den vil samle højt kvalificerede medarbejdere og en række innovative virksomheder på hele Sjælland og Lolland-Falster. Alene byggeriet af tunnelen vil give 55.000 jobs i Femern-regionen. Det her handler om at skabe vækst og arbejdspladser.
Vækst for hele Danmark
Jens Stenbæk understreger, at Femern-forbindelsen vil betyde vækst og arbejdspladser for hele Danmark. Det er således ikke alene Region Sjælland som kommer til at høste frugterne af Femern-forbindelsen.
– Når tunnelen står færdig anslås det, at togtrafikken til Hamborg vil seksdobles. Det vil tage 2½ time at køre i tog fra København til Hamborg. Dermed bliver også hovedstaden og resten af Østdanmark forbundet til det europæiske kontinent. Der er slet ingen tvivl om, at det vil få helt afgørende betydning for væksten i Danmark.
Femern-projektet, der skal forbinde Rødbyhavn med den tyske ø Femern, kommer til at tage mindst otte år at bygge, når alle godkendelser og endelig tidsplan er på plads.
Kommentarer