Udvalg sætter retning for verdensmål
Udvalget for Stevns Verdensmål holdt sit første møde i august, og arbejder efter et kommissorie besluttet i Kommunalbestyrelsen, hvor bosætning er omdrejningspunkt. Siden er det gået stærkt med at formulere egne visioner for arbejdet med FN’s Verdensmål og med at søge inspiration andre steder i Danmark.
FN’s verdensmål blev vedtaget af FN’s medlemslande i 2015, og består af 17 konkrete mål ift. at løse Jordens største problemer inden for områder som energi, klima, sundhed, uddannelse osv.
Borgmester Anette Mortensen udtaler:
– Kommunalbestyrelsen har valgt bosætning som omdrejningspunktet for udvalgets arbejde. Det 11. verdensmål handler om bæredygtige byer og lokalsamfund, og det er oplagt for os at koble FN’s Verdensmål med udviklingen af vores landsbyer. Jeg er imponeret over det arbejde, udvalget har langt frem efter kort tids arbejde, og glæder mig til at følge arbejdet frem til sommerferien, hvor de endelige anbefalinger skal foreligge. Målet er at gøre verdensmål til hverdagsmål, vi kan omsætte til helt konkrete initiativer og handlinger.
Udover det primære 11. verdensmål, har Udvalget for Stevns Verdensmål valgt fire yderligere verdensmål inkl. undermål, som alle bidrager til arbejdet med det primære mål. Det er verdensmål nr.:
7 – Bæredygtig energi
9 – Industri, innovation og infrastruktur
13 – Klimaindsats
15 – Livet på landet
I foråret 2020 vil udvalget invitere til en borgerworkshop, som skal handle om, hvordan man lokalt kan tænke de 17 verdensmål ind i sit eget lokale boligområde.
Udvalgets visioner
I 2030 trives Stevnsborgerne i bæredygtige, drivhusgasneutrale, grønne boliger. Der er høj aktivitet i de mange sociale, kulturelle og produktive fællesskaber.
- I 2030 er naturen på Stevns vildere og bidrager til optagelse og lagring af drivhusgasser. Naturen er integreret i kulturlandskabet og i bebyggelserne. Der er nem og daglig adgang til naturen.
- I 2030 er der flere bæredygtige arbejdspladser på Stevns. Samtidig giver offentlig/fælles transport optimale muligheder for bæredygtig drivhusgasneutral transport.
- I 2030 er Stevns et eftertragtet læringssted for, hvordan man kan arbejde konkret med verdensmålene.
Foreløbige anbefalinger fra Udvalget for Stevns Verdensmål
- Verdensmålene implementeres i Planstrategien og den efterfølgende Kommuneplan, så verdensmålene kommer til at indgå i kommunens videre arbejde.
- Kommunalbestyrelsen overvejer en proces for, hvordan de stående udvalg inddrager verdensmålene i deres område.
- Det anbefales, at kommunalbestyrelsen undersøger, hvordan de kommunale puljer som f.eks. kulturpuljen, naturpuljen og landsbypuljen kan få verdensmålene implementeret.
- Kommunalbestyrelsen sætter fokus på, at nye boligområder har verdensmål som et særligt omdrejningspunkt.
- Det anbefales, at Kommunalbestyrelsen igangsætter arbejde med styrkelse af Stevns’ natur:
- Nem og daglig adgang til naturen.
- Oprettelse af naturpark i Tryggevælde Ådal.
- Udtagning af intensivt dyrket jord til fordel for mere natur, skovrejsning og ekstensivt brug.
- Genåbning og/eller genslyngning af flere vandløb.
- Det anbefales, at en boligpolitik udarbejdes, så der kan planlægges for velfungerende lokalsamfund i Stevns Kommune nu og i fremtiden.
- Det anbefales, at Kommunalbestyrelsen benytter sig af udvalgsformen § 17 stk. 4 – f.eks. til at arbejde med anbefalinger til realiseringen af Regeringens nye klimalov.
Hvad er et § 17,4-udvalg?
Et § 17,4-udvalg er et midlertidigt politisk udvalg, som en kommunalbestyrelse kan nedsætte med henblik på at løse en konkret opgave. Det er Kommunalbestyrelsen, som sammensætter udvalget, som godt kan bestå af medlemmer uden for Kommunalbestyrelsen.
Læs mere om Stevns Kommunes Udvalg for Verdensmål Stevns.
Udvalget har et år til at arbejde i, før de skal fremlægge deres endelige anbefalinger til Kommunalbestyrelsen.
Kommentarer