Udvid de giftfrie zoner omkring vandboringerne

Mængden af pesticidrester i vores grundvand er alarmerende store. Derfor kræver SF – som vi gjorde det i kommunalvalgkampen – at Stevns kommune straks udvider radiusen på de sprøjtefrie zoner omkring drikkevandsboringerne i hele kommunen.
Indsendt af Michael Graakjær. Formand SF-Stevns
Vi skal sikre at vores drikkevand, ikke kun nu men i høj grad i fremtiden, er beskyttet mod forurening af vækstmiddel- og giftrester.
En af de store gaver til os danskere er at vi kan åbne vandhanen og uden frygt drikke frisk-oppumpet drikkevand – en unik mulighed som ikke er en selvfølge i ret mange dele af verdenen. Onsdag udgav GEUS (Danmarks Geologiske Undersøgelse som overvåger grundvandets kvalitet) et notat hvor man oplyser at de danske drikkevandsboringer er ramt af en historisk stor forurening – langt større end tidligere antaget og langt, langt over grænseværdierne.
SF kræver derfor at Stevns kommune på samme måde som Århus og Egedal kommuner opretter ”Boringsnære beskyttelsesområder” (BNBO) med op til 300 meter pesticidfrie zoner.
Producenterne af de forskellige kemikalier, pesticider og biocider påstår at de i vore dag er langt sikrere end tidligere, men ingen ved reelt hvordan de nedbrydes i undergrunden og hvad der sker når disse rester siver ned og blandes med andre stoffer.
Der er mange steder i landet fundet kemikalierester som ikke stammer fra landbruget men fra ukrudtsbekæmpelse på fortove, i indkørsler eller andre udyrkede arealer. De ønskede sprøjtefri zoner bør derfor ikke kun gælde landbruget men også offentlige og private grundejere indenfor det beskyttede område.
Beskyttelsen af grundvandet kræver ud over BNBO desuden en vedvarende og målrettet indsats for at registrere, monitorerer og eventuelt oprense lossepladser, villaers olietanke og virksomheder – nuværende og tidligere – hvor der kan forekomme nedsivning af kemikalier eller giftstoffer.
Vi skal sikre at vores børnebørn får den samme mulighed for at drikke rent drikkevand som vi har i dag.
Kommentarer