Erhverv

Udvikling Stevns: Tænk stort!

Se billedserie

I går aftes var den smukke Retssal i Tinghuset, Store Heddinge åben for Udvikling Stevns’ medlemmer til et brag af en generalforsamling, hvor stemningen var høj. Aftenen bød på et tilbageblik på det forgangne år, samt inspirerende blik på den nære fremtids udviklingsmuligheder og indsatsområder for Stevns.

Den lokale LAG, Udvikling Stevns afholdt d. 10. april 2018 ordinære generalforsamling i Tinghusets smukke Retssal for deres medlemmer, som sammen skabte en fantastisk stemning og en inspirerende aften med udveksling af udviklingsidéer, -indsatser og -projekter.

– Vi kunne godt have været lidt flere, men mest fordi det var synd for dem, der gik glip af den inspiration og idéudveksling, der blev skabt på mødet, forklarede én af deltagerne, Thomas Christensen, koordinator for Udvikling Stevns.

Inspiration & nærhed fra to tilflyttere
Aftenen blev indledt af to nærværende og inspirerende indlæg af to yngre ressourcestærke tilflyttere, Lars Erik Lyndgaard Schmidt og Sune Rodt, som har valgt at rykke til Stevns med deres familier. Lars Erik er en socialt orienteret iværksætter og medskaber af Kulturtårnet på Knippelsbro i København, og er for nyligt flyttet til Renge. Sune er nylig tilflytter til Rødvig, og til daglig er han musiker, mediemand og projektleder på projektet RØST i regi af KØS i Køge.

I deres indlæg forklarede de, hvorfor deres valg var landet på netop Stevns. Det bød også på inspiration, som var til at føle på. De gav nemlig deres perspektiver på spændende udviklingsmuligheder og indsatsområder, som kan være med til at udvikle og gavne Stevns, både som bosætningskommune og turistdestination, men også for det lokale erhvervsliv.

Lars Erik og Sune satte fokus på de mange lokationer med potentiale, som Stevns har at byde på, bl.a. steder som Fyrcentret, Stevnsfortet, Boesdal, vores godser og slotte, og naturligvis verdensarven blev udfoldet og udforsket med udgangspunkt i stærke samarbejder mellem private, offentlige og frivillige aktører.

De store og små emner
Aftenen berørte de helt små emner og de større muligheder under en bred vifte af mulige udviklingsprojekter. Deltagerne satte fokus på de helt nære ting som ro, naturen og mentaliteten. Stevns omfavner en masse muligheder for at bosættere og tilflyttere kan skabe og bygge sig et liv og et hjem blandt mennesker, der vil hinanden, og med plads til at udfolde og finde sig selv. Der blev også talt om at bygge på den stevnske tradition inden for kunst, kultur og musik, og her blev især nævnt festivaler og events. Aftenens citat i forbindelse med projektudvikling kommer fra én af indlægsholderne.
– Det handler om at tænke det stort og gennemtænke det, så penge bliver et biprodukt af projektet, forklarer Lars Erik.

Valg af bestyrelse
Traditionen tro bød generalforsamlingen også på valg til bestyrelsen. Jens Kierkegaard blev genvalgt som formand for de næste 2 år. I hans beretning satte han fokus på de mange gode projekter, som Udvikling Stevns er med til at støtte og give et skub på vejen. Ligeledes blev Bjarne Hendrichsen og Louise Halkjær Pedersen genvalg til bestyrelsen, mens bestyrelsen også fik to nye medlemmer nemlig Keld Parsberg og Lars Klausen.

Kommentarer