Strøby Egede

Ulla er en keramiker der brænder for sin kunst

Strøby Ladeplads: Stevns.nu har besøgt Ulla Thornberg, som er en af ildsjælene bag arrangementet Åbne Atelierdøre 2012

I 1982 startede den stevnske kunstnergruppe og tog navnet CaCO3 efter den kalkholdige undergrund, som Stevns hviler på.

Ud af denne gruppe opstod der i 1996 arrangementet Åbne Atelierdøre, som i dag dækker både Stevns og Faxe. Her har kunstnere mulighed for at invitere publikum ind og se deres værksted, arbejdsprocesser og ikke mindst at få en dialog igang.

En af kunstnerne, som har været med i mange år, er Ulla Thornberg. Hun er keramiker og laver alt fra lertøj, skulpturer til store billeder i ler.

Kunsten har spiret i Ulla, siden hun var 13 år, hvor hun legede med ler og lavede skulpturer, og sidenhen har hun elsket at arbejde med ler.

– Jeg er oprindelig uddannet lærer og har i 40 år arbejdet i Køge. Jeg har ingen uddannelse indenfor kunstfaget, alt er selvlært. Jeg synes, det er sjovt, hvad man kan gøre med leret med forskellige teknikker, fortæller Ulla Thornberg.

Hun elsker kunst, specielt også brugskunst, og derfor har hun også lavet mange smarte lertøjsting til at bruge i hjemmet, for eksempel en skål til at holde maden varm eller kold og en trakt til sylteglas. Hendes små stevnske huse til fyrfadslys er meget stilrene og spreder god hygge.

– Leret har så mange muligheder. Når jeg laver en skulptur, starter jeg med at bygge den op, hvorefter jeg sætter den væk i et stykke tid. I mellemtiden går jeg og tænker over mulighederne, hvorefter jeg igen går i gang med at arbejde på den. Det er jo ikke altid mig, der bestemmer udfaldet. Leret og skulpturen har også en stor indflydelse på det færdige resultat, siger Ulla.

Mød Ulla i hendes værksted på Bautavej 13, Strøby Ladeplads den 25. og 26. august fra klokken 10-17, læs mere om hende på www.ullathornberg.dk og om Åbne Ateliedøre 2012 på www.aabneatelierdoere.dk.

Kommentarer