Store Heddinge

Ung mand styrtede ned fra Stevns Klint søndag

Både en redningsbåd fra Østsjællands Beredskab og en lægehelikopter blev tilkaldt, da en beruset 26-årig mand søndag formiddag var faldet ned fra Stevns Klint nord for Stevns Fyrcenter.

Søndag den 15. oktober klokken 10.56 fik politiet en anmeldelse om at en mand var faldet ned af Stevns klint nord for Stevns Fyrcenter. Politiet sendte en patrulje og indsatslederen til stedet og de kunne konstatere at ulykken var sket på et sted, hvor redningsfolkene ikke kunne kravle ned og redde ham op. Desuden blev både redningsmandskab, en ambulance, en redningsbåd og en lægehelikopter blev sendt ud til redningsaktionen.

– Manden er faldet ned af en skråning mod vandet, og kan kun reddes op fra vandet, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Olesen til Ekstra Bladet.

– Han var beruset, og det var mandens familie, der havde slået alarm, da han ikke var kommet hjem som aftalt, fortæller vagtchefen til BT.

Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet blev manden samlet op af en redningshelikopter der fløj sidelæns ind fra vandsiden og landede på den meget smalle strandbred. Og ifølge TV Øst, BT og Sjællandske blev han samlet op af en redningsbåd fra Østsjællands Beredskab, som sejlede ham ind til Rødvig, hvorefter han blev fløjet til Rigshospitalet.

– Han er reddet op nu og fløjet med helikopter til Righospitalet. Han er sluppet uden de store skader og har formentlig kun brækket et ben, siger Henrik Olesen til sn.dk.

– Jeg har endnu ikke noget nærmere om, hvad der er sket med manden, men han har i hvert fald beskadiget et ben, som formentligt er brækket, siger vagtchefen hos politiet til sn.dk.

Vagtchefen tilføjer, at de endnu ikke har fået afhørt den 26-årige mand. Politiet ved således ikke, hvorfor eller hvordan manden er faldet ned af skrænten.

Kommentarer