Unge fra hele verden kommer til Stevns Klint
Stevns Klint: 11 unge fra syv forskellige lande kommer på besøg på Stevns for at gøre en indsats for verdensarven.
Søndag den 26. juni ankommer 11 unge fra syv lande til Stevns Naturcenter. De er unge studerende, der gennem Mellemfolkeligt Samvirke, skal arbejde frivilligt med naturpleje langs Stevns Klint. Samtidig får de forhåbentlig en masse viden med sig om Stevns og Stevns Klint, som de kan tage med hjem.
Det er nødvendigt at fjerne dele af opvækst langs klinten med jævne mellemrum, især den hurtigt voksende slåen, for at holde udsigten til klinteprofilet frit.
– Der er rigtig gode erfaringer med at involvere unge fra hele verden i arbejdet med at passe på verdensarvsområder. Ud over at de unge får en unik oplevelse i et enestående naturområde, får vi løst en konkret opgave, som ellers kræver mange mandetimer – og så får vi nogle rigtig gode ambassadører for vores område ude i verden, fortæller Tine Jensen, natur- og miljømedarbejder i Stevns Kommune og Site manager Naja Habermann. Og de fortsætter:
– Desuden er det værdifuldt for både de udenlandske og de lokale unge at mødes på tværs af kulturer og sprog. Vi har blandt andet inviteret de unge fra Stevns Ungdomsråd til at møde deltagerne til fælles fritidsaktiviteter og snak. Og så får de en masse oplevelser med i hatten, for eksempel guidede ture med Østsjællands Museum.
De unge skal bo på Stevns Naturcenter i de 11 dage, de er her. De tager hjem onsdag den 6. juli.
– Vi håber alle vil tage godt imod gæsterne og give dem lidt af Stevns med hjem! siger de to ansvarlige fra Udviklingsgruppen Stevns Klint.
Kommentarer