De unge på Stevns kommer sidst i køen

Vi har et problem. Vores unge mennesker på Stevns bliver valgt fra og bliver placeret sidst i køen til gymnasiet.
Indsendt af Mikkel Lundemann Rasmussen. Borgmesterkandidat, Det Konservative Folkeparti Stevns.
Et helt konkret eksempel er Mikkel fra Rødvig. Mikkel vil gerne gå på Køge Gymnasium, men er for nyligt blevet afvist. Afvisningen sker hverken på baggrund af faglighed eller uddannelsesparathed – men alene på baggrund af, hvor Mikkel bor. Hans familie har valgt at bosætte sig i Rødvig, og det lider de nu under.
Jeg har snakket med Mikkels forældre, som er frustrerede. Det kan jeg godt forstå. Det her et problem, som rammer Mikkel og flere af hans kammerater lige nu og her. På sigt vil det ramme mange flere, og her vokser bekymringerne og rynkerne i panden sig kun større.
Skal de unge mennesker på Stevns lide under, at de bor længst væk? Og skal det betyde, at de så er nødt til at skulle pendle endnu længere end til Køge, som fx Haslev eller Solrød?
Det er en skam, og det kalder på politisk bevågenhed og handling fremadrettet. Kan vi gøre noget for Mikkel lige nu? Desværre ikke. Køge Gymnasium er nemlig i sin fulde ret til at bestemme efter nærhedsprincippet. Men kan vi gøre noget for fremtidens unge? Ja bestemt. Både i forhold til lovgivningen og måske i højere grad i udvalget af ungdomsuddannelser, hvor vi i dag er ret afhængige af, hvad de beslutter i Køge.
Det her er sager som gør, at vi har svært ved at tiltrække børnefamilier til Stevns. Jeg håber, at kommunalbestyrelsen og alle partier på Stevns vil stå sammen om at forbedre uddannelsesvilkårene for vores unge – vi har det i forvejen ret stramt på dette område.
Kommentarer