Ungstevns var til koncert med Citybois lørdag
Hele 29 friske unge fra Stevns deltog lørdag på en tur til ungdoms- og koncerthuset Tapperiet i Køge.
Lørdag den 1. april deltog hele 29 friske unge fra Stevns på en tur til ungdoms- og koncerthuset Tapperiet i Køge.
Her stod menuen på koncert med ingen ringere end Citybois – kendt fra X-factor, koncerter, youtube og musikudgivelser med videre. Ved Stevns Ungdomsråds mellemkomst var det lykkedes at skaffe billetter til speciel favørpris, ligesom Ungdomsrådet havde sponseret en bus fra Stevns og retur til arrangementet i Køge.
Efter at være samlet op forskellige steder på Stevns, ankom de unge til tapperiet, hvor de sammen med cirka 300 andre unge overværede en helt igennem vellykket koncert med Citydrengene.
Alt klappede perfekt i de fine koncertrammer. Citybois gav den gas i et forrygende 60 minutters show. Det entusiastiske unge publikum kvitterede med store klapsalver, pigehvin og aktiv medvirken til skabelsen af en helt fantastisk stemning. Efter koncerten var der planlagt autografskrivning. Af én eller anden grund blev dette aflyst. Eneste lille minus på en ellers helt igennem vellykket aften.
De unge udviste en helt igennem eksemplarisk opførsel under såvel transporten til og fra Tapperiet, som til selve koncerten.
Stevns Ungdomsråd, Ungstevns og SSP har et stort ønske om at tilbyde vore unge nogle spændende, sjove og dannende aktiviteter i gode og trygge rammer. Dette gøres ved at have brede, favnende og lærerige tilbud i det daglige. En stor opfordring til alle kommunens unge og Deres forældre til at gå ind på Ungstevns hjemmeside www.stevns-ungdomsskole.dk og læse mere om dette.
Ungstevns er for alle unge i kommunen fra 7. klasse op til 18 år. Unge der går i 6. klasse har dog mulighed for at tyvstarte i Ungstevns ungecaféer allerede efter Påskeferien. Læs mere om dette på Ungstevns hjemmeside.
Kommentarer