Ungstevns på kulturtur til Paris
Stevns Kommune: Et hold fra Ungstevns har i påsken været på en vellykket tur til byernes by Paris.
Efter en natlig køretur i bus gennem Tyskland, Holland, Belgien og det nordlige Frankrig ankom de unge mennesker til deres hotel, beliggende i Montparnasse-området i hjertet af Paris. Herefter gik det løs med besøg på de verdensberømte seværdigheder med store oplevelser til følge.
På trods af at vejret ikke viste sig fra den bedste side, lykkedes det alligevel at gennemføre det meste af det store program, der forud var lagt for turen. Den flotte Sacre Cour kirke på toppen af Montmartre blev besøgt, med efterfølgende ophold i området omkring Place du Tertser (kunstnerpladsen). Her blev en del fra holdet portrætteret af de lokale kunstnere. Selv om den faste pris for en sådan tegning ligger på 50 euro, lykkedes det at forhandle dette ned til 40 euro. Ja en enkelt af de hårde nitter fik prisen presset helt ned på 30 euro. Hvem siger at unge ikke har handelstalent?
Eiffeltårnet blev besteget i koldt, blæsende og regnfuldt vejr. En stor oplevelse at befinde sig på denne verdensberømte bygningskonstruktion der blev opført helt tilbage i 1889. Det 320 meter høje Eiffeltårn blev opført i forbindelse med den store verdensudstilling. Pariserne var rasende over denne ”skændsel for deres by” og krævede tårnet fjernet. Det var nok meget godt at det ikke blev til noget…
Holdet besøgte efter ”tårnturen” den nærliggende Invalide kirke, hvor Napoleon Bonaparte ligger i sin store imponerende kiste, som er placeret midt i kirkens krypt. Her blev holdet introduceret til denne fantastiske periode i den franske historie. Det blev også til besøg på Chateau Malmaison, som var ejet af Napoleons første kone Josephine.
Et helt særligt kapitel var besøget på Triumfbuen. Denne blev opført af Napoleon. Hensigten var at han skulle ride igennem denne bue, når han vendte sejrrigt hjem fra sine krige. Det lykkedes dog aldrig for Napoleon at passere buen i levende live. Triumfbuen ligger på den imponerende Champs Elyseé.
Der blev også lidt tid til en tur på denne berømte handelsgade. Det generelle prisniveau appellerede dog ikke ligefrem til danske skoleelevers pengepung…
Verdens største kunstmuseum Louvre var også et besøg værd. Her blev verdens mest kostbare maleri ”Mona Lisa” studeret. Dette maleri blev malet af den store italienske kunstner Leonardo Da Vinci, der i en længere periode opholdt sig ved det franske hof i 1600 tallet.
Selv om programmet var spækket med historiske og kulturelle inputs, blev der også tid til lidt mere folkelige oplevelser. Det charmerende Latinerkvarter blev besøgt, ligesom det også blev til en dagtur til Euro Disney.
Alt i alt fik holdet nogle store uforglemmelige oplevelser samt en stor portion viden om Paris´ historiske og kulturelle baggrund.
Kommentarer