Ungstevns på skilejrskole i Østrig
Stevns Kommune: I skolernes vinterferie har et hold på hele 50 friske unge mennesker fra Stevns Ungdomsskole været på skilejrskole i Østrig.
Skilejrskolen er en gammel tradition der stammer helt tilbage fra slutningen af 80´erne. År efter år har skituren udviklet sig til i dag hvor indholdet er læring på højeste niveau, kombineret med positiv energiudfoldelse, godt kammeratskab og store fælles oplevelser.
Skituren i år var ingen undtagelse. Eleverne er inddelt i hold, svarende til det niveau som den enkelte befinder sig på rent skimæssigt. Hver formiddag går med intensiv undervisning, hvorefter eleverne bliver sluppet løs for at træne det indlærte om eftermiddagen. En rigtig god kombination. Ungstevns kan med stolthed sige at alle der har gennemført et sådant skikursus har forbedret sig væsentligt på det skimæssige område.
Blandt traditionerne på skituren er kåringen af dagens ”kylling”. Denne hæder tildeles den elev der har dummet sig mest i løbet af dagen. Præmien består i at man den følgende morgen har til opgave at vække hele holdet samt at køre i en speciel kyllingedragt hele dagen.
En anden tradition er kåringen af dagens muse. Denne hæder gives til den elev der har udmærket sig som en god og hjælpsom kammerat i løbet af dagen. Alt sammen medvirkende til skabelsen af en god og hyggelig atmosfære.
Som et yderligere plus skinnede solen fra en skyfri himmel fra morgen til aften på alle dagene. Noget af en sjældenhed på disse kanter.
– Ungstevns vil gerne benytte lejligheden til at takke alle deltagere for en positiv medvirken til at skabe en skitur i absolut topklasse på alle felter, skriver Souschef i Stevns Kommunes ungdomsskole Kim Wilken Rasmussen.
Man kan besøg Ungstevns på www.facebook.dk/ungstevns
Kommentarer