Ungstevns var til årets gigantfest i fredags
Stevns Kommune: Op mod 100 unge fra Stevns deltog i den fælles fest for ungdomsskolerne på Sydsjælland og Lolland/Falster.
Fredag den 20. november løb årets store gigantfest af stabelen.
Gigantfesten er en mere end 30 år gammel tradition for en fælles fest for ungdomsskolerne på Sydsjælland og Lolland/Falster. Optakten foregår på den måde at tilmeldte unge bliver transporteret til et hemmeligt sted i regionen, hvor festen afholdes.
I år var stedet ”Panteren” i Vordingborg. Cirka 400 unge mennesker, her af op mod 100 fra Stevns, deltog i dette års gigantfest.
Underholdningen var helt i top. Diskotek Eksplosion fyrede hurtigt op under kedlerne med DJ Tiger i topform. De sidste super hits drønede ud af højttalerne ledsaget af et helt eminent lysshow.
Aftenens hovednavn var Ankerstjerne der gav et pænt show, flankeret af et par rappere. Den store og positive oplevelse var dog det helt unge rockorkester ”Rock´n Roll train”. De unge gutter fra Næstved gav den én over nakken, så publikum totalt måtte overgive sig. En optræden der lover rigtigt godt for fremtiden på den levende danske musikscene.
Udover musikken havde det unge publikum bl.a også mulighed for at skate og prøve kræfter på ryggen af en rodeotyr. Et stort hit var VIP området, hvor kun unge, der på den ene eller anden måde havde gjort sig fortjent til det, havde adgang. Her blev der disket op med lidt lækkerier og alkoholfrie drinks.
– Selv om der var tryk på kedlerne, foregik alt i en yderst behagelig og positiv atmosfære. Det er meget vigtigt for ungdomsskolerne at give de unge mennesker mulighed for at feste i nogle trygge alkohol- og røgfrie rammer. På den måde har vore unge en god mulighed for at skabe nogle gode og sjove festvaner, fortæller Kim Wilken Rasmussen, souschef i ungdomsskolen og han afslutter:
– Ungstevns er også her helt fremme på beatet i bestræbelserne på at give vore unge de bedst mulige rammer for en aktiv ungdom fyldt med positive oplevelser.
Kommentarer