Store Heddinge

Utilfreds bankkunde gik amok i Store Heddinge

Store Heddinge: En 47-årig, spirituspåvirket mand fra Køge blev torsdag anholdt og sigtet for både hærværk og trusler mod en bankansat.

Torsdag den 19. maj klokken 11.47 fik politiet en anmeldelse fra en bank på Nytorv i Store Heddinge om, at en af deres kunder i vrede havde knust en rude samt truet en medarbejder.

Politiet fik i nærheden kontakt til en 47-årig, spirituspåvirket mand fra Køge, der blev anholdt og sigtet for både hærværk og trusler mod en bankansat, der verbalt var blevet truet med at blive slået ihjel, hvilket blev understreget af en vandret bevægelse med hånden på tværs af halsen.

Den 47-årige blev løsladt efter endt sagsbehandling, men kan nu forvente et erstatningskrav for en ødelagt rude samt at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Kommentarer