Våbenhviledagen for 1. verdenskrig markeret med højtidelighed
Hjemmeværnskompagni Stevns og de stevnske soldaterforeninger markerede våbenhviledagen for 1. verdenskrig den 11. november 1918, internationalt kaldet Remembrance Day.
Den 11. november klokken 10.20 samledes Hjemmeværnskompagni Stevns og de stevnske soldaterforeninger på Lyderslev Kirkegård, hvor der blev lagt blomster på gravene for den engelske Flight Sergent, A.K.Wooliscroft samt den tyske marinesoldat Bernhard Neuber.
Herfra gik turen til Lille Heddinge, hvor der hvert år, traditionen tro, den 11. november klokken 11.00 bliver afholdt en mindehøjtidelighed ved det lille kapel på Lille Heddinge Kirkegård.
Kapellet, der rummer kisten med den unge stevnsbo Ole Frandsen Andersen, som i 1917 udvandrede til USA, han faldt i slaget ved Mosel-floden 1. november 1918, kun 10 dage før våbenhvilen.
Som afslutning på dagen blev der lagt blomster ved ”Halifax stenen”, i Højeruplund, stenen er rejst til ære for den 7 mand store engelske flybesætning der mistede livet i luftkamp ud for Stevns klint under 2. verdenskrig.
Kommentarer