Store Heddinge

Vækstaftaler for 75 millioner kroner

Region Sjælland:  Vækstforum Sjælland indgår nu ambitiøse vækstaftaler for 75 millioner kroner i perioden 2014-2016

Vækstaftalerne skal skabe nye arbejdspladser og innovation og samtidig tiltrækker nye virksomheder til regionen.

Vækstforum Sjælland vil styrke og fokusere den vækstpolitiske indsats i Region Sjælland. Vækstforum ønsker en indsats, der går tæt på virksomhederne og skaber resultater. Derfor indgår Vækstforum vækstaftaler med ambitiøse mål for de kommende år.

Steen Bach Nielsen, regionsrådsformand og formand for Vækstforum Sjælland:

– Jeg er glad for, at Vækstforum har besluttet at indgå vækstaftaler med ambitiøse resultat- og effektmål. At skabe vækst kræver et langt sejt træk, og de nye aftaler er et vigtigt skridt på vejen. Mine forventninger til resultaterne er høje. Vi skal skabe mere vækst. Vi skal udnytte den viden, der findes på vores videninstitutioner. Vi skal udnytte de store kommende anlægsinvesteringer. Vi skal markedsføre regionen over for investorer og virksomheder fra ind- og udland. Kort sagt, vi skal udnytte de muligheder, regionen har, så vi får flere arbejdspladser og mere vækst.

Vækstaftalerne er tre-årige aftaler om aktiviteter, der fokuserer på de områder, hvor der er behov for en langsigtet, vedholdende og fleksibel vækstindsats:

  • Tiltrække virksomheder og investeringer – flere nye virksomheder og flere investeringer
  • Udnytte de store anlægsinvesteringer
  • Viden ud i virksomhederne – styrket innovation
  • Turisme – bedre oplevelser
  • Den direkte virksomhedsrettede indsats – vækst i eksisterende virksomheder og iværksætteri

De endelige aftaler forhandles på plads henover efteråret.

Vækstforum indgår vækstaftaler med følgende konsortier (Lead Partner står først):

Tiltrække virksomheder og investeringer – flere nye virksomheder og flere investeringer: Copenhagen Capacity (Invest in Denmark, Slagelse Kommune, Næstved Kommune)

Udnytte de store anlægsinvesteringer: Femern Belt Development (DTU, Østdansk Turisme, Væksthus Sjælland)

Viden ud i virksomhederne – styrket innovation: DTU (Roskilde Universitet, University College Sjælland, Erhvervsakademi Sjælland)

Turisme – bedre oplevelser: Østdansk Turisme: (WOCO, Visit DK, Femern Belt Development, Væksthus, Videncenter for Kystturisme)

Den direkte virksomhedsrettede indsats – vækst i eksisterende virksomheder og iværksættero: Væksthus Sjælland (Copenhagen Capacity, DTU, Femern Belt Development, CAT, Syddansk Universitet, Østdansk Turisme)

Kommentarer