Rødvig

Vandkantssafari på stranden i Rødvig

Naturvejleder Kirsten Føns vil på onsdag vise alle interesserede alt det liv der findes under overfladen på det lave vand.

Onsdag den 26. juli fra klokken 11 til 12 inviterer naturvejleder Kirsten Føns til Vandkantssafari på stranden ved Fiskerihaven i Rødvig.

Naturvejlederen medbringer net, rejestryg, bakker, lupglas, vandkikkerter og meget mere, som deltagerne kan låne til vandkants-safarien. Hun vejleder i at bruge udstyret og sammen kigges der på det, der bliver fanget og lærer om dyre- og plantelivet på det lave vand. Deltagerne lærer at se forskel på en sandreje og en tangreje, eller se hvor smukt og farvestrålende tang kan være.

– Måske er vi heldige at fange fiskeyngle af rødspætte, pighvar eller andre fladfisk, siger Kirsten Føns.

Deltagerne fisker selv i vandkanten ved at soppe, så kom i badetøj eller shorts og gerne med et håndklæde. Børn skal altid være ifølge med voksne, der skal kunne gå med ud i vandet med børnene, og som har ansvaret for deres sikkerhed.

Mødested: På stranden tættest på Fiskerihavnen i Rødvig

Det er gratis at deltage og arrangementet kræver ikke tilmelding.

Kommentarer