Velbesøgt borgermøde om asbestforureningen i Hårlev
Cirka 60 personer mødte tirsdag aften op til et borgermøde om asbestforureningen i Hårlev.
Tirsdag den 31. januar afholdt Stevns Kommune et borgermøde om spredningen af asbest i Hårlev, i Hårlevhallens cafeteria.
Her beroligede civilingeniør Kim Haagensen fra Orbicon, der er ekspert i asbest, de cirka 60 fremødte med, at det asbestmateriale, som er spredt til mindst 27 ejendomme, er store flager og ikke støvpartikler. Han oplyste også, at asbesten fra de brændte tagplader, er den mindst farlige form for asbest samt at asbesten kun er farlig i støvform. Det skriver Dagbladet.
Læs også: Borgermøde om asbest i Hårlev
– Der er derfor en minimal risiko ved den asbest, der er faldet ned. Og i øjeblikket er jorden våd, så alt bliver bundet til overfladen. Jeg tror ikke på, at der er noget farligt støv tilbage i området efter branden. Det er blæst bort. Og hvis der skulle være noget tilbage, så er det en meget lille mængde, så risikoen er også meget lille. Det er kun over tid, at der kan dannes små fibre. Men det er meget lang tid, vi snakker om, sagde civilingeniør Kim Haagensen på borgermødet i følge Dagbladet.
Privat dagplejemor på Hyldevænget ramt
Lene Barfod der er privat dagplejemor på Hyldevænget, kan efter asbestnedfaldet ikke bruge sin have til dagplejebørnene. Derfor var hun mødt op for at høre om asbest-forureningen.
– Jeg kan jo ikke sende mine børn ud i haven for at lege. Du kan ikke forklare et barn, at det ikke må rode i jorden, så derfor er jeg nødt til at gå andre steder hen, hvis de skal ud og have noget luft, hvilket selvfølgelig besværliggør min dagligdag og derfor er et stort irritationsmoment, siger Lene Barfod til Dagbladet.
De ramte skal selv kontakte deres forsikringsselskab
Stevns Kommune arbejder på at udsende et såkaldt varsel om påbud til at rengøre deres grunde, til de 27 direkte ramte beboere i området.
Herefter skal de enkelte beboere selv tage kontakt til deres forsikringsselskab. Hvis de bliver afvist, kan de henvende sig til det rådgivende ingeniørfirma, Dansk Miljørådgivning, der vil stå for koordinationen mellem de involverede forsikringsselskaber.
Flertal vil flytte Expladan ud af byen
På borgermødet kom det også frem at et flertal i kommunalbestyrelsen ønsker at flytte genbrugsfabrikken Expladan, hvis virksomheden skulle ønske at genopbygge de nedbrændte fabriksbygninger. Men ifølge forvaltningen er det ikke muligt at påbyde virksomheden at flytte.
– Der er politisk enighed om, at vi vil gøre, hvad vi kan, men vi kan ikke stå her og love noget, da regler og lovgivning selvfølgelig skal overholdes, sagde Steen S. Hansen. der er formand for PTU, ifølge Dagbladet. Ifølge Steen Hansen at virksomhedsejeren har hverken etisk eller moralsk levet op til sit ansvar, men det er ikke nok til at misde virksomheden ud f byen.
Kommunen har længe arbejdet på en ny kommunal miljøgodkendelse af Expladan, men den ligger som en ankesag hos Natur- og Miljøklagenævnet. Desuden kan virksomheden kun miste sin miljøgodkendelse, hvis produktionen ligger helt stille i en periode på over tre år. Som det ser ud lige nu kan Expladan fortsat genbruge hård plast fra havestole og lignende på grunden i Hårlev.
Kommentarer