Hårlev

Velkomstklassen modtager donation fra Rotary

Præsidenten i Rotary Hårlev-Karise, Jens Vulff (t.v.) og koordinator i velkomstklassen, Karsten Jensen (t.h.) er glade for, at eleverne i velkomstklassen nu skal på overnatningstur.

Hårlev: Eleverne i velkomstklassen på Stevns for elever med anden etnisk baggrund har modtaget en donation på 3000 kr. fra Rotary Hårlev-Karise.

De 20 elever i velkomstklassen på Stevns kan nu glæde sig til en overnatningstur i slutningen af juni i spejderhytten ved Bøgeskoven. Det sker fordi, at Rotary Hårlev-Karise har valgt at donere 3000 kroner til velkomstklassen.

– Hvert år til jul samler vi penge ind, som vi donerer til forskellige formål. I år var det meget nærliggende, at pengene skulle gå til flygtningebørn, da det jo er meget aktuelt. Vi er rigtig glade for, at vi kan give en donation til velkomstklassen, så de kan få en god oplevelse og fin afslutning på skoleåret’, siger Jens Vulff, der er præsident for Rotary Hårlev-Karise, den lokale afdeling af den internationale organisation Rotary.

Dansk kultur i fokus

Velkomstklassen består hovedsageligt af børn fra Syrien og Somalia, men der er også børn fra lande som Polen. Eleverne går i velkomstklassen i 8 til 12 måneder, før de kommer ud i en almindelig klasse på en af de tre skoler i Stevns.

Forløbet i velkomstklassen har både til formål at styrke elevernes faglige kunnen og lære dem dansk, og det er samtidigt vigtigt at få introduceret eleverne for den danske kultur.

– Det er vigtigt for os, at eleverne lærer den danske kultur og undervisningsform at kende. Det har vi meget fokus på i den almindelige undervisning. Donationen fra Rotary betyder meget for os, da det giver os en chance for at gøre noget ekstra for eleverne, siger Karsten Jensen, der er koordinator for velkomstklassen.

Karsten Jensen oplever, at forløbet i velkomstklassen fungerer rigtig godt, og at eleverne er klar til at blive en del af en almindelig klasse efter 8 til 12 måneder.

– Når vi mener, at eleverne er klar, bliver de stille og roligt indsluset i en almindelig klasse, og det går rigtig godt. De tilpasser sig fint i den nye klasse, og de andre elever er rigtig søde til at tage godt imod dem, fortæller Karsten Jensen.

FAKTA om Rotary

Rotary er en international organisation med afdelinger i 168 lande. På verdensplan har organisationen 1,2 millioner medlemmer. I Danmark er der 12.000 medlemmer fordelt på 260 klubber.

Formålet med organisationen er at yde humanitær hjælp, hvor der er brug for det, og Rotary er samtidig verdens førende organisation, når det drejer sig om at uddele internationale studielegater.

Organisationen er samtidig et lokalt og internationalt netværk for erhvervsfolk og selvstændige, der ønsker at udvikle deres erhvervsmæssige kompetencer.

Kommentarer