Strøby Egede

Venstre har ændret holdning til tunnelløsning

Socialdemokraterne fastholder deres ønske om en kombineret gang- og cykeltunnel under Stevnsvej, der placeres mellem Bakkegårdsvej og Valnøddevej.

Kommunalbestyrelsen har sat penge af på budgettet til en kombineret gang- og cykeltunnel under Stevnsvej mellem Bakkegårdsvej og Valnøddevej for at sikre skolevejen for de lokale børn.

Men nu er Anette Mortensen (V), der er medlem af Plan- og Teknikudvalget, ikke længere tilhænger af tunnelløsningen. Efter borgermødet mandag den 7. november tror hun ikke, at det er den bedste måde at lave trafiksikring på.

– Bilisterne vil med rette forvente, at alle bløde trafikanter benytter tunnelen, men da det er en omvej at komme til tunnelen, vil der være bløde trafikanter, der krydser vejen alligevel, og dermed opstår der endnu farligere situationer, end der er nu, siger Anette Mortensen og fortsætter:

– Selv om der laves en tunnel, er der behov for at regulere trafikken med et signalanlæg, og et signalanlæg er en sikker måde at krydse en vej på. Det gøres dagligt af mange tusinde mennesker rundt om i hele landet og det er ganske sikkert. Og som en sidebemærkning gør det vel heller ikke noget, at vores børn lærer at færdes i trafikken?

Læs også: 3 lyskryds muligvis på vej til Stevnsvej

Plan- og Teknikudvalget er blevet enige om at holde en særlig temadag i begyndelsen af det nye år i udvalget om trafiksikkerhed i den sydlige del af Strøby Egede. Forinden skal forvaltningen have udarbejdet en række skitser til løsning af udfordringerne ved både Bakkegårdsvej, Hybenrosevej og Valnøddevej.

Den mest trafiksikre løsning er at etablere et lyskryds

Samtidig melder Trafiksikkerhedsrådet for Stevns Kommune, at de mener at den mest trafiksikre løsning ved Bakkegårdsvej vil være at etablere et lyskryds.

– Nu har vi både haft spørgsmålet oppe at vende i december 2015 og 2016 i Trafiksikkerhedsrådet. Første gang var i forbindelse med, at Plan- og Teknikudvalget havde besigtiget området. Nu har vi så haft spørgsmålet oppe igen. Og politiet er rimeligt klare i spyttet, at en lysregulering i krydset ved Bakkegårdsvej vil være den mest trafiksikre løsning, og det er rådets anbefaling, siger Trafiksikkerhedsrådets formand er Bjarne Nielsen (V) fra Plan- og Teknikudvalget til Dagbladet.

Trafiksikkerhedsrådet mener at mange af dem, der bor på Egelundsvej, Skovvangsvej samt Engvangsvej vil krydse Stevnsvej fra Bakkegårdsvej, så derfor er en lysregulering stadig nødvendig, selv om der laves en stitunnel.

S går fortsat ind for tunnellen

Formanden for Plan- og Teknikudvalget, Steen S. Hansen, der er gruppeformand for Socialdemokraterne på Stevns, ønsker forsat en tunnelløsning, selvom et enigt trafiksikkerhedsråd peger på, at en lysregulering er den sikreste løsning.

– Alt andet lige, så er det mere sikkert at cykle eller gå under en vej i en tunnel, hvor man ikke er i kontakt med tung trafik. Derfor er en tunnel jo den sikreste løsning, siger Steen S. Hansen til Dagbladet.

Læs også: S ønsker tunnel under Stevnsvej

– Det ene udelukker ikke det andet. Og jeg godkender ikke præmissen, at der er så mange, der ikke vil benytte sig af en tunnel. Der bliver jo ikke længere i fugleflugtslinje for dem, og så må forældrene i området også være med til at opdrage deres børn til at bruge en tunnel, afslutter Steen S. Hansen.

Kommentarer