Venstre har lagt ny politisk strategi efter mistet flertal
Stevns Kommune: Efter et par interne møder er det lykkedes Venstre i Stevns Kommune at lægge en strategi for resten af valgperioden, som blev repræsenteret på et medlemsmøde tirsdag aften.
Tirsdag aften den 08. november var der medlemsmøde på Tinghuset i Store Heddinge, hvor cirka 50 deltog. Her blev den fremadrettede politiske strategi fremlagt, skriver Dagbladet Stevns.
Frem til udgangen af 2017 skal borgmester Mogens Haugaard (V) lede kommunen ud fra flertallets interesser, og så skal gruppeformand Bjarne Nielsen (V) være talsmand for Venstres synspunkter i Kommunalbestyrelsen.
– Det bliver en udfordring at stå på mål for et andet flertal, og det kan meget vel give noget signalforvirring. Det er derfor, at vi har lavet denne arbejdsfordeling, siger Bjarne Nielsen til Dagbladet Stevns.
Til mødet blev det af Venstres kandidater samtidig lovet, at de om et år vil føre en sober valgkamp til kommunalvalget, hvor det kommer til at dreje sig om politik, borgerinddragelse og politisk nærhed.
Der blev desuden givet en orientering om forløbet frem til kommunalvalget, som skal godkendes på Venstres ordinære generalforsamling tirsdag den 28. februar.
I foråret vil der være opstillingsmøde med valg af kandidater, men hvor mange nuværende gruppemedlemmer, der stiller op til genvalg vides endnu ikke. Dog er det bestemt, at Venstre går til valg med Mogens Haugaard som borgmesterkandidat.
Kommentarer