Store Heddinge

Venstres bestyrelse har mistet tilliden til Mogens Haugaard

borgmester_mogens_haugaard

Stevns Kommune: Venstres bestyrelse på Stevns ønsker at finde en ny borgmesterkandidat til kommunevalget 2017.

En enig bestyrelse for Venstre Stevns har besluttet at der skal findes en finde en ny spidskandidat til borgmesterposten til kommunevalget 2017. De indkalder derfor til opstillingsmøde i sensommeren.

– Vi har gjort os nogle grundige og vigtige overvejelser. Bestyrelsen skal varetage medlemmernes interesser, og vi er på den baggrund nået frem til, at Mogens ikke vil være vores anbefaling til vælgerne, siger bestyrelsesmedlem Karsten Skov til Dagbladet. Han er bestyrelsens kontaktperson, mens formanden, Hans Peter Michaelsen er bortrejst i forbindelse med sit arbejde.

– Vi har brug for en kandidat, der kan samle Venstres gruppe og kommunalbestyrelsen fremadrettet, oplyser Karsten Skov til Dagbladet. Han vil ikke ud med bestyrelsens bevæggrunde, men oplyser blot at det er ’den samlede situation’.

Årsag til dårligt arbejdsklima?

Borgmester Mogens Haugaard Nielsen er tidligere – fra flere sider – blevet beskyldt for at være årsag til dårligt arbejdsklima både internt i Venstres gruppe, i kommunalbestyrelsen samt i forvaltningen. Blandt andet har Venstre mistet to udvalgsformænd, de radikale har forladt flertalsgruppen og Stevns Kommune er blevet meldt til Arbejdstilsynet, på grund af et dårligt psykisk arbejdsmiljø i forvaltningen.

Læs også: Borgmesteren under pres fra flere sider

Venstre har ikke en ny spidskandidat

Venstres bestyrelse har ikke en spidskandidat i tankerne, på nuværende tidspunkt.

– Nu går der en proces i gang, og her skal mulige kandidater have tid til at melde sig. Bestyrelsen ønsker ikke at bremse den proces ved på forhånd at melde en kandidat ud, siger Karsten Skov til Dagbladet.

Borgmesteren stiller op til kampvalg

Venstres bestyrelse har underrettet borgmester Mogens Haugaard Nielsen om den enstemmige beslutning for flere dage siden. Han har siden besluttet at stille op til kampvalg.

– Jeg stiller naturligvis op til kampvalg, selv om jeg jo ikke ved, hvem jeg kommer op imod. Jeg har stadig meget at byde på og vil gerne have de projekter, som er godt på vej, ført sikkert i havn – blandt andet vejføringen ud til motorvejen og et kommende besøgscenter for verdensarven, siger Mogens Haugaard Nielsen til Dagbladet.

Kommentarer