Klippinge

Verdens bedste reserve er fra Klippinge

Klippinge: Den 29-årige Lasse Svan fra Klippinge er i gang med sin sjette slutrunde som reserve på håndboldlandsholdet

Klippinge: Den 29-årige Lasse Svan fra Klippinge er i gang med sin sjette slutrunde som reserve på håndboldlandsholdet

Den 29-årige fløjspiller Lasse Svan Hansen ville med sikkerhed have været førstevalg på højre fløj, hvis han været polak, tysker, spanier eller serber. Udover at være en af bundesligaens hurtigste spillere, er Lasse nemlig også en af de mest træfsikre.

Men den teknisk fremragende Svan, der til daglig får al spilletiden i SG Flensburg-Handewitt, er født i Klippinge. Så nu er han i gang med sin sjette slutrunde som supplement til verdens nok bedste fløjspiller Hans Lindberg. Det skriver Jyllands-Posten

Til gengæld er Lasse blevet et socialt samlingspunkt for landsholdet, ved altid at være glad og positiv. Han ordner småting og praktiske problemer internt på holdet. Og så sørger han for musikken i omklædningsrummet.

– Det er ærgerligt, at vi er to så gode højre fløje på samme landshold, men jeg er ikke træt af Hans. Jeg har det godt med situationen, fordi jeg ikke føler, at jeg har kunnet gøre tingene meget bedre, siger Lasse Svan til Jyllands-Posten.

Lasse Svan startede for et års tid siden en uddannelse som mentalcoach.

– Til denne slutrunde er jeg bedre mentalt indstillet end nogensinde. Jeg har læst på uddannelsen i et år, og i den proces har jeg lært vildt meget om mig selv. Jeg kender nu mig selv bedre i de situationer, som jeg bliver sat i, og derfra bliver det nemmere for mig at reagere på en måde, hvor jeg er tro mod mig selv. Nu er jeg mere bevidst om, hvad der påvirker mit sind og dermed mit spil, understreger Lasse Svan overfor Jyllands-posten.

Han fik debut på det danske A-landshold den 28. oktober 2003 og han spillede sin landskamp nummer 100 mod Tunesien i søndags.

– Det var synd, at Lasse brændte et par skud i hans jubilæumskamp. Bagefter holdt jeg en lille tale for ham, hvor jeg igen fortalte ham, at han er firmaets mand. Lasse ved godt, at jeg sætter enormt stor pris på ham. Han er en fremragende person, der altid er glad og giver noget til holdet. Det er også en af flere grunde til, at han kom med til OL. Selvfølgelig var han sportsligt god nok, men personligheden og forholdet til resten af gruppen spiller også ind, og der er Lasse sikker hver gang, understreger Ulrik Wilbek.

Kommentarer