Store Heddinge

‘Verdens Historier’ for de mindste i Store Heddinge

Den første forestilling i Stevns Teaterforenings program for børn foregår på Store Heddinge Bibliotek.

Lørdag den 23. september er der teater for de  2½ til 5 årige på Store Heddinge Bibliotek. Forestillingen der opføres af Teatergrad, hedder ‘Verdens Historier‘. Der er god grund til at den foregår netop på biblioteket, for Soleima er biblioteks-alf og bor mellem bøgerne.

Det er aften i Danmark og sengetid for de fleste børn. Men pigen Soleima er ikke som de fleste. For en biblioteks-alf har ikke brug for at sove. Hun aldrig prøvet det. Men hun vil så gerne prøve at sove.

Måske står der noget om det i en af bøgerne. Hun finder tre. En om Sydkorea, en om Canada og en om Sydafrika, og så kaster hun sig ind i den første. I Sydkorea møder hun tvillingerne Min-Jun og Min-Jae – mon de kan lære hende at sove?

– Verdens Historier er ikke en iscenesættelse af verdenshistorien, men derimod af nogle af alle de små hverdagshistorier fra verden, siger Christine Worre Kann, leder af Teatergrad og hun fortsætter:

– Vi håber, historierne kan vække børnenes nysgerrighed og give indsigt og udsyn.

Ved at placere forestillinger­ne på biblioteker mellem bogreolerne håber teatret også, at forestillingen kan inspirere børn, forældre og bedsteforældre til at tage nye – også gerne udenlandske – børnebøger med hjem fra hylderne.

Børnene bliver inddraget aktivt i forestillingen.

Forestillingen varer cirka 30 minutter.

Billetter købes på Stevns Teaterforenings hjemmeside.

Både voksne og børn skal have billet.

Teatergrads bagtanker

Børn bliver lagt i seng med forskellige ritualer, alt efter hvilken familie, kultur, tradition eller livssituation de er i. Men selvom putte-ritualerne er forskellige, har alle børn det til fælles, at de skal sove. Dette fælles udgangspunkt er omdrejningspunktet for denne musikalske børneforestilling, der skal åbne børnenes nysgerrighed for at lære om andre kulturer.

Bag forskellighederne er noget ens bundet i den menneskelige eksistens. Kan vi få fat i det og åbne for de fortællinger, får vi adgang til de styrker, mangfoldigheden rummer. Og det kan vi gøre fra børn er helt små. Den mulighed griber vi med »Verdens Historier«, siger Christine Worre Kann, teaterleder af Teatergrad.

– Hvis vi vil sikre et godt befolkningsklima på sigt, må vi sørge for at øge respekten for andre mennesker og kulturer. Vi må lære børnene fra en tidlig alder, at verden rummer forskellige kulturer, som vi kan undrer os over, leve os ind i og prøve at forstå, siger Christine Worre Kann, der er initiativtager til forestillingen.

‘Verdens Historier’ er ikke bare en historie, der er skabt for børn. Børnene har også været med til at skabe den, ligesom de bliver inddraget aktivt i forestillingen.

– Vi tager børnenes møde med teatret og teatrets møde med børnene meget alvorligt. Ud over at give børnene en oplevelse, er vi meget opmærksomme på, at mødet med teatret har en iboende kraft, der kan understøtte den igangværende læring. Vi har derfor arbejdet tæt sammen med børn og pædagoger i to børnehaver samt bibliotekarer under selve udviklingen af forestillingen.

Kommentarer