Verdensarven må vente et år endnu
Store Heddinge: Ventetiden har hidtil været på 65 millioner år, så mon ikke Stevns Klint klarer at vente yderligere et år på at blive officielt ophøjet som verdensarv
Det er i hvert fald tidshorisonten efter en lille forglemmelse og et tungt bureaukrati har ført til at beslutningen om at ophøje Stevns Klint som verdensarv er blevet skubbet til næste år.
Ifølge Unescos hovedsæde i Paris, som står for den officielle ophøjelse, er det et detaljeret kort over området, der mangler i den indsendte ansøgning fra Danmark. Selvom kortet kan fremsendes straks, er det for sent at få det lagt ind i ansøgningen, meddeler Unescos administration.
“Det drejer sig populært sagt om klintesiden mellem klintekanten og havstokken, og det ønsker Unesco illustreret via et ekstremt detaljeret kort, oplyser museumsdirektør Tove Damholt, Østsjællands Museum til DAGBLADET Køge.
Det detaljerede kort ligger klar til næste år, hvor Stevns Klint igen vil blive indstillet til at blive ophøjet til verdensarv.
(Foto: Østsjællands Museum)
Kommentarer