Verdensarven tiltrækker mange studerende
Siden Stevns Klint blev verdensarv er der kommet flere og flere forskere og studerende med interesse i verdensarven og klinten.
En afhandling fra arkitektstuderende er seneste skud på stammen over projekter med udgangspunkt i Stevns Klint.
– Det er virkelig dejligt, at så mange interesserer sig for Stevns Klint som område og kommer med deres egne idéer og forslag til hvad man kan lave af nye tiltag. Det er en tendens man oplever på de fleste nye verdensarvssteder, og det er vi imødekommende overfor, det er jo netop med til at sætte Stevns på verdenskortet og formidle verdensarven til omverdenen, siger Naja Habermann, Site Manager for Verdensarv Stevns.
Et af de seneste projekter som tager udgangspunkt i Stevns Klint er to arkitektstuderende, der har tegnet et besøgscenter i Højerup. Et stort projekt, som Stevnsbladet også har omtalt. Site Manageren var med til præsentationen af netop denne afhandling.
En landskabsarkitektstuderende har i sit speciale for nyligt lavet en helhedsplan for området i Højerup også, ligesom to masterstuderende i destinationsudvikling netop nu kigger på, hvordan Stevns Klint kan udvikles som besøgsdestination.
– Vi får mange af denne type henvendelser, og det er virkeligt flotte projekter, de har lavet og spændende idéer. Det er en fornøjelse, at så mange har lyst til at arbejde med udgangspunkt i Stevns Klint, men vi skal huske, at det er deres visioner og tanker. De tager udgangspunkt i vores klint og vores historie, men ikke nødvendigvis i den aktuelle situation, siger Naja Habermann.
– Det er altid godt med positivt fokus og få indblik i, hvordan andre øjne ser på ens område. Men planen for besøgscentret i Boesdal Kalkbrud ligger fast. Det er besluttet af en enig kommunalbestyrelse, og den slags ændrer afhandlinger ikke på, hvor spændende de end ser ud, slår Bjørn Voltzmann, vicekommunaldirektør i Stevns Kommune, fast.
I løbet af kort tid kommer svar på den fondsansøgning, som Stevns Kommune har sendt afsted til udvikling af besøgscenter i Boesdal Kalkbrud, samt et markant løft af Højerup. Herfra skal så udskrives en arkitektkonkurrence på besøgscentret med professionelle dommere, ligesom planerne for løftet af Højerup skal igangsættes.
Fakta
I løbet af kort tid kommer svar på fondsansøgning på midler til udvikling af besøgscenter i Boesdal Kalkbrud, samt løft af Højerup som besøgsdestination.
Det er en enig kommunalbestyrelse, der har fastlagt at besøgscenteret for Stevns Klint som verdensarv bliver i Boesdal Kalkbrud.
Højerup skal bestå som vigtig besøgsdestination for gæster til Stevns Klint.
Verdensarv Stevns skal understøtte undervisning og forskning i og om klinten samt om fortællingen om UNESCO verdensarv.
Kommentarer