Store Heddinge

Verdensarvspartnerne har fart på

Partnerprogrammet er mere end fordoblet siden relanceringen i januar. Og det er ikke kun lysten til at være med, der har fart på, idéerne og samarbejderne myldrer frem.

Torsdag var 30 personer fra de nye verdensarvspartnere samlet til grundkursus for at lære hinanden og verdensarven bedre at kende. Et kursus som sikrer, at alle partnere kender klintens historie og geologi og ved, hvorfor Stevns Klint er verdensarv og, hvad det er UNESCO arbejder med.

– Jeg tror den store interesse og ikke mindst den store energi blandt partnere kommer fordi det handler om noget som er meget større end os selv, nemlig verdensarven. Og partnerprogrammet giver mulighed for at være en aktiv del af den store historie siger Tove Damholt, direktør i Verdensarv Stevns.

Hun er begejstret for, at partnerne har taget så godt i mod den nye version af partnerprogrammet.

– Vi har fået 37 nye partnere på godt en måned. Det er mere end en fordobling af det oprindelige partnerprogram og flere har sagt at de også er på vej. Det viser tydeligt, hvor gerne de forskellige partnere vil være med til at løfte hinanden og verdensarven til gavn for hele Stevns, siger Tove Damholt.

Og de nye partnere er også glade for de nye muligheder for at være en del af noget større og et fællesskab, hvor samarbejde og synlighed er i fokus. Kirstine Bergholdt Bjerre er kogekone og den ene halvdel af Dambækgaard, som er en af de nye partnere. Hun oplever allerede, at partnerprogrammet byder på endnu flere muligheder, end andre af de netværk, de deltager i.

– Her er vi mange helt forskellige partnere og det rækker ud over vores egen branche, så det åbner nye muligheder på tværs, fordi vi netop har andre kompetencer og tilbud, som partneren ved siden af, så kan bruge til noget, siger Kirstine Bergholdt Bjerre.

Allerede på grundkurset opstod et nyt muligt samarbejde med Christian Jensen, Akademiet for Bevidst Lederskab, fordi netop Dambækgaard kommer til at kunne tilbyde faciliteter, som kursisterne på akademiet har brug for – en mulighed som Christian Jensen er særligt glad for, da han ellers ikke ville være stødt på den lokale mulighed.

– Og så er partnernetværket stærkt, fordi der er så mange aktører bag det. Det giver et solidt afsæt for vores samarbejder både på kryds og tværs, fortsætter Kirstine Bergholdt Bjerre.

Som en del af grundkurset var deltagerne også ude langs klinten, hvor geolog, Bo Rasmussen, fra Østsjællands Museum gav en levende fortælling om Stevns Klint, selvom vejret forsøgte at skjule klinten.

På Dambækgaard sender de allerede mange gæster ud til klintekanten.

– Selvom vi allerede har en stor viden om klinten og verdensarven, så var det godt at få lidt flere detaljer, for de fleste af vores gæster er meget interesserede i at besøge verdensarvsstedet, tilføjer Kirstine Bergholdt Bjerre.

De partnere, der deltog i grundkurset er nu fuldgyldige medlemmer. I maj kommer endnu et grundkursus for de, der ikke kunne deltage denne gang.

Og så er kalenderen ellers fyldt godt op med kurser, besøg, foredrag og muligheder for partnerne helt frem til november.

– I april har vi en tur, hvor partnerne kommer rundt til nogle de øvrige partnere og får inspiration til den kommende turistsæson. Senere i april og maj er der kurser i Tripadvisor, som er så vigtig i forhold til det fælles løft af hinanden og Stevns som destination, da Tripadvisor er der, turisterne kigger både før og imens, de er på ferie eller ture, fortæller Naja Habermann fra verdensarvskontoret, og tilføjer:

– Vi planlægger også nogle foredrag og muligheder for ture, men over sommeren hiver vi ikke så meget i partnerne. Vi kommer til at følge op på Tripadvisor og øge billeddatabasen. Men i oktober kommer den store partnerdag, hvor alle partnerne mødes til oplæg, workshops og udvikling af samarbejder, og den glæder vi os allerede til.

Om partnerprogrammet

Partnerprogrammet blev lanceret i 2016, og blev relanceret i version 2.0 i januar 2018

Siden relanceringen er antallet af partnere gået fra 31 til 68

Det nye partnerprogram lægger op til mere samarbejde på tværs mellem partnerne og så et stort samlet løft af Stevns som destination, ved at hver enkelt løfter sig selv og dermed løfter hinanden.

Betingelserne for at blive partner blev også ændret ved relanceringen og har åbnet for endnu flere muligheder.

En del af det nye partnerprogram indeholder et produktprogram, som der stadig udvikles på, men som flere partnere allerede er klar til søge optagelse i.

Kommentarer