Verdensberømt pianist giver koncert i Kongeskoven
Store Heddinge: En af Danmarks mest fremragende pianister, Christina Bjørkøe spiller koncert i koncertsalen på Kongeskovvej 4.
Lørdag den 20. juni klokken 16 spiller én af Danmarks mest fremragende pianister, Christina Bjørkøe en klaverkoncert i koncertsalen på Kongeskovvej 4.
Christina Bjørkøe begyndte at spille klaver som 5-årig og blev i en alder af 19 år optaget på Juilliard School of Music i New York. Senere afsluttede hun sine studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede i 1997.
Allerede som 16-årig optrådte hun som solist med orkester, og har siden givet koncerter som solist og kammermusiker både i Danmark og rundt om i Europa, USA, Sydamerika og Asien
Christina Bjørkøe har modtaget adskillige priser og legater. Hun har indspillet Carl Nielsens klaverværker, som indbragte hende P2- prisen i 2009, og hun har modtaget Victor Borges Legat, Gladsaxe Musikpris, Carl Nielsens Rejselegat med mere. Hun modtog ligeledes P2 prisen i 2005 for bedste klassiske soloudgivelse med Knudåge Riisagers klaverværker.
Den verdensberømte pianist vil spille værker af Robert Schumann, Frédéric Chopin, Carl Nielsen og Igor Stravinski.
Billetterne koster 150 kroner inklusive et glas vin i pausen. De kan bestilles på telefon 5650 2717 eller e-mail kongeskovvej@gmail.com
Koncerten foregår lørdag den 20. juni klokken 16 i koncertsalen på Kongeskovvej 4, Store Heddinge.
Kommentarer