Store Heddinge

Verdensomspændende iværksætter- og vækstuge – også i Stevns

Stevns Kommune: Stevns Erhvervsråd er del af en verdensomspændende begivenhed, Global Entrepreneurship Week.

Torsdag d. 17. november fra klokken 17 til 21 afholder Stevns Erhvervsråd et gratis arrangement om disruption i Tinghuset. Det sker i anledning af at Uge 46 er Global Entrepreneurship Week.

Global Entrepreneurship Week, også kaldet GEW, er navnet på en indsats, hvor virksomheder og organisationer går sammen om at fremme iværksætterlysten. Der er i alt 160 lande verden over, der arbejder på at fremme vækst og entreprenørskab ved at lave inspirerende arrangementer. Det er i år niende gang, at GEW afholdes i Danmark.

Hvert år sætter GEW fokus på nogle vigtige emner for iværksætteren, og i år er digitalisering i fokus. Flere handler over nettet, eller leder efter bestemte virksomheder på nettet. For at sikre at handlen bliver i Danmark, er det vigtigt, at få flere danske virksomheder til at gå den digitale vej.

Disruption

Digitalisering er netop en af de processer, der virkelig har ’forstyrret’, eller disruptet mange brancher. Disruption betyder kort og godt forstyrrelse, en forstyrrelse af de strukturer og rammer, som vi kender. Vi lever i en verden, hvor forandringerne sker så hurtigt, at mange virksomheder oplever at blive overhalet indenom af innovative og nytænkende kræfter. Derfor sætter Stevns Erhvervsråd fokus på disruption til gratis arrangement i uge 46.

Mød tre spændende oplægsholdere, der hver især har erfaringer med disruption: Vækstkonsulent Niels Hall Torgesen, administrerende direktør i Zibra InQvation Birger Hauge og administrerende direktør i M-PAYG Asger Trier Bing.

Niels Hall Torgesen har over 25 års erfaring med forretningsudvikling, og er vækstkonsulent på ca. 30 virksomheder årligt. Han kender derfor alt til begrebet disruption, og giver deltagerne et indgående overblik over, hvad disruption er og hvorfor det opstår.

Innovation og nytænkning

Arrangementet byder på inspirerende oplæg fra to garvede erhvervsdrivende, der har innovation, nytænkning og disruption helt inde under huden.

I Zibra InQvation arbejder administrerende direktør Birger Hauge dagligt med at udfordre og skubbe til de rammer, som vi kender til. Han ser disruption som en kreativ ødelæggelse, der skaber nye muligheder, og det er netop den filosofi, virksomheden arbejder ud fra.

Derudover er M-PAYG et glimrende eksempel på, hvordan en virksomhed kan nytænke produkter og skabe disruption. Hør om, hvordan virksomheden arbejder på at reducerer antallet af mennesker i verden, der lider af mangel på elektricitet, og derigennem skaber disruption. Udover at være administrerende direktør i M-PAYG har Asger Trier Bing været med til at stifte den innovative låneplatform Lendino.

Det er gratis at deltage i arrangementet torsdag den 17. november fra klokken 17 til 21 i Tinghuset, Algade 8 i Store Heddinge, og man tilmelder sig på billetto.dk.

Man kan kontakte kommunikationskonsulent Andrea Marchsteiner på telefon 2476 4001 eller e-mail andrea@stevnserhvervsraad.dk med eventuelle spørgsmål.

Kommentarer