Veteranbiler på vejene på Stevns på lørdag
Store Heddinge: LIONS og Dansk Veteranbil Klub afvikler i år sit 23. veteranbilløb den 30. juli.
Lørdag den 30. juli afvikler LIONS Stevns og Dansk Veteranbil Klub det traditionelle Stevns veteranbilløb med start i Store Heddinge.
Der er for såvel kørerne som arrangørerne mange traditioner forbundne med dette løb. Dog er som noget nyt en ændring i ruten som veteranerne kører, nemlig at man besøger Hårlev i stedet for Karise. Der er stadig trængsel omkring deltagelsen, som er begrænset til 60 køretøjer.
Løbet starter på Rådhuspladsen i Store Heddinge klokken 10. Bilerne ankommer allerede ved 8.30 tiden og de kan beses medens kørerne indtager deres morgenmåltid.
Ruten i år går fra Rådhuspladsen over Torvet via Algade, Bjælkerupvej og Kirkeskovvej til Seinhuus hvor første prøve aflægges fra cirka klokken 10.30. Dernæst køres videre til Klippinge mod Magleby, Esagervej, Nørby grønt, Bjælkerupvej, Damgårdsvej, Grønagervej, Varpelev til Hårlev, hvor der standses ved Sundhedscentret fra klokken cirka 11. Her aflægges 2. prøve.
Herfra fortsætter løbet via Bredgade og Solbakkevej og Hårlevbygade til Faxevej, videre over Hellested, Grønstræde til Lyderslev og til Lund Havn, hvor 3. og sidste prøve finder sted fra cirka klokken 11.30.
Endelig fortsætter veteranerne ad Højstrupvej mod Rødvig og videre ad Strandgabsvej, Strandvejen, Korsnæbsvej, Harvig til Højerup inden køleren vendes mod Store Heddinge og via rundkørslen til Torvet med slut på parkeringspladsen ved Store Heddinge Skole klokken cirka 13.
På skolen indtager deltagerne en velfortjent frokost og præmier uddeles. Det er nemlig således, at de højst forskelligartede prøver på de 3 steder giver forskellige point som bidrager til sjov og præmier til de bedste.
Arrangementet har sponsorer såvel på Stevns som udenfor, og de enkelte biler forsynes med reklameskilt for en sponsor. Sponsorerne danner ved deres bidrag en ikke ubetydelig økonomisk grundlag for aktiviteten, som vi er glade og taknemmelige for. Hertil kommer at LIONS beregner sig 0 procent for arbejde og administration, så overskuddet direkte går til LIONS hjælpearbejde lokalt, nationalt og internationalt, oplyser løbsleder Viggo Nielsen.
Kommentarer