De Vilde Blomsters Dag i Norden 2018 søndag den 17. juni
”Tag ud og se på vilde planter søndag den 17. juni.” Denne dag afholder Dansk Botanisk Forening De Vilde Blomsters Dag for 29. gang i træk med 73 ture over hele landet.
I Danmark, på Færøerne, i Sverige, i Norge, i Finland, Åland og på Island vil botanikere den samme junisøndag i løbet af et par timer fortælle om de vilde planter, der findes undervejs. Turene er åbne for alle natur- og botanikinteresserede og er gratis.
En tur i naturen bliver mere spændende, jo mere man ved om de ting, man ser. Ved man, hvad de enkelte planter hedder, hvilke krav de stiller til deres voksested, hvordan de bestøves, hvordan de får spredt deres frø, hvordan mennesker tidligere har anvendt dem, og hvordan de måske stadig anvendes – jo mere får man ud af at færdes i naturen. Alt dette fortælles der om på turene på De Vilde Blomsters Dag i Norden.
I år har Botanisk Forening i samarbejde med DN-Stevns og Tryggevælde og Stevns Ådals Bevarelse valgt at sætte fokus på Elbæk-engen. Vi vil gerne vise, hvordan engene i Tryggevælde Ådal ser ud, når de vedvarende bliver passet med græsning.
Her er Elbæk-engen et enestående sted, der takket være Danmarks Naturfonds overtagelse nu er offentligt tilgængeligt og vedvarende afgræsset. At engen står så flot er også takket være Gunner og Merete Nielsen fra Rødhøjgård, der igennem mange år har lagt et stort arbejde for at sikre den flotte afgræsning med køerne fra deres gård. Derfor rummer Elbækengen endnu de omkring 160 arter af blomstrende planter og 30 arter af mosser, som tidligere fandtes på mange af engene. Så der vil være nok at se på..
Engen står lige nu i sit flotteste flor med tusindvis af orkidéer, troldurter, vibefedt og et væld af andre spændende og sjove planter, som ikke lige kan ses ret mange andre steder. De mange mynter på engen sikrer en herlig duft sammen med de blomstrende hvidtjørn, og viberne giver flyveopvisning, da de har slået sig ned i den nedre del af engen, hvor græsset endnu er lavt.
Turlederne i år er biolog Kirstine Østergaard og farmaceut Inge Ambus. Kirstine er rigtig god til systematikken og biologien omkring planterne, mens Inge fortæller om, hvordan en række af dem kan bruges.
Derfor byder turen ikke kun på historier om planterne, botanikken, om engen og afgræsningen, men også om anvendelsen af nogle af de mange planter, som vi finder i engen til mad, snaps og medicin.
Så kom og vær med til en spændende søndag eftermiddag.
Tid. Søndag den 17. juni kl. 14-16
Sted: Skiltet om Elbækengen, Køgevej 72, (mellem St. Tårnby og Elbæk gamle mejeri)
Medbring Gummistøver – der er stadig fugtigt nede i engen.
Husk også kaffen og en kikkert til de fugle, vi ser i engen.
Flere oplysninger, herunder det samlede program for De Vilde Blomsters Dag i Norden 2018 kan også findes på Dansk Botanisk Forenings hjemmeside på: www.botaniskforening.dk
Kommentarer