Samfund

Virksomhederne er begyndt at flytte til Stevns

Der er flere virksomheder, der fraflytter landets største byer, end der flytter til. Stevns får nu virksomheder fra Køge.

3.090 virksomheder er flyttet fra Københavns Kommune det seneste år og kun 2.425 virksomheder flyttet til. Dermed har hovedstaden haft et samlet tab på 665 virksomheder, viser en ny analyse fra virksomheden Bisnode.

Det er ikke kun Københavns Kommune der mister virksomheder, også Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Kolding, Horsens og Herning oplever, at der er flere virksomheder der fraflytter, end der er virksomheder der flytter til.

– Virksomhederne rykker slet og ret ud af byen. Men ikke alt for langt. De slår sig ned i omegnskommunerne. Københavns Kommune afgiver flest virksomheder til Frederiksberg og Gentofte, mens de aarhusianske virksomheder rykker til Skanderborg, siger Martin Stabel, Risk Management Specialist hos virksomheden Bisnode, der har stået for analysen.

Stevns kommune ligger helt i top

Helt i top i Bisnodes’ analyse ligger Stevns, Fanø og Nyborg, der alle går omkring én procent frem, når man sammenholder forskellen mellem til- og fraflytninger med det samlede antal virksomheder i kommunen.

– De tre kommuner øverst i analysen er kendetegnet ved, at de har modtaget en del virksomheder fra de største, nærliggende byer. Fanø får virksomheder fra Esbjerg, Stevns får virksomheder fra Køge og København, mens Nyborg tager imod virksomheder fra Odense.

Ikke godt for selvforståelsen

Blandt kommunerne med mere end 50.000 indbyggere er det kun Randers, Vejle og Roskilde, der har flere tilflytninger end fraflytninger.

– Det er meget bemærkelsesværdigt, at ingen af de 10 største byer målt på antallet af registrerede virksomheder, har en tilvækst af etablerede virksomheder. Tværtimod ser vi nærmest en counter-urbanisering, hvor der er flere etablerede virksomheder, der flytter ud af storbyerne, end der er virksomheder, der flytter til, siger Martin Stabel, der dog pointerer, at tabet af virksomheder er relativt beskedent målt på den samlede mængde af virksomheder.

– Der er godt 110.000 virksomheder med adresse i Københavns Kommune, så det er jo ikke en kæmpe katestrofe, at 3.090 virksomheder vælger at forlade byen. Men derfor er det da ikke sjovt for selvforståelsen i landets vækstcentre, at der er flere, der flytter ud end ind, siger han.

Bisnodes analyse bygger på alle virksomhedsflytninger i samtlige 98 danske kommuner. De har fjernet alle flytninger af skuffeselskaber og andre administrative flytninger fra analysen.

Kommentarer