Virksomhederne svigtede praktikplads-event
Store Heddinge: Cirka 25 unge kom til kommunens speedmeeting-event i Snurretoppen i tirsdags, for at møde erhvervslivet på Stevns
Desværre havde kun fem lokale virksomheder, udover Stevns Kommune, afsat tid til at deltage.
Alle praktikpladsansøgere i Stevns Kommune er blevet inviteret til at deltage i en kampagne for at fremskaffe flere praktikpladser. Som et led i projektet blev der i tirsdag afholdt et speedmeeting-arrangement i Snurretoppen i Store Heddinge.
Læs også: Kampagne skal skaffe flere praktikpladser på Stevns
Cirka 25 håbefulde unge mennesker havde fundet vejen til Snurretoppen.
De fik hver udleveret en neongrøn sweatshirt med teksten ‘Jeg søger praktikplads som ……’, så de kan reklamere for sig selv overalt. Trøjen leveres tilbage, når der er fundet en praktikplads.
– 80 procent af virksomhederne på Stevns har “kun” fire ansatte eller derunder, og så er det måske svært at oprette praktikpladser. Det er en af vores helt store udfordringer, sagde Bjarne Nielsen, der er formand for Stevns Erhvervsråd til Dagbladet.
Kampagnen er et samarbejde mellem LBR, Stevns Erhvervsråd, EUC, UUV, Stevns Ungdomsråd og Jobcenter Stevns.
Kommentarer