Store Heddinge

VisitSydsjælland-Møn lancerer ny turismesatsning

turistinformationer_

Stevns Kommune: VisitSydsjælland-Møn har netop lanceret en ny strategi, for at vende den negative kurve i destinationens turisttal.

SydkystDanmark, er nu klar til at blive taget i brug i markedsføringen. En ny visuel stil og en brandidentitet, der tager udgangspunkt i det nye navn for destinationen. På samme tid skydes turismesæsonen i gang med en række åbninger af fremtidens turistinformationer, der møder turisten, der hvor turisten er.

SydkystDanmark – her begynder historierne

For at få del i den vækst, som hovedstaden har nydt godt af de sidste 5 år, knække den negative kurve og sætte Sydsjælland og Møn på det danske og internationale landkort, har turismeorganisationen VisitSydsjælland-Møn iværksat en ny strategisk satsning for turismen.

Målsætningen er, at øge antallet af overnatninger med 30 procent frem mod 2020. Satsningen for destinationens fire kommuner Faxe, Stevns, Næstved og Vordingborg består af et nyt visuelt udtryk og en geografisk navneplacering, som fremover vil være fortællingen om Sydkystdanmark. Det kreative arbejde er udført af reklamebureauet Maximus.

– I de sidste år har turisterne desværre svigtet Sydsjælland og Møn. Derfor har vi igangsat denne nye satsning, hvor vi vil vende den negative udvikling, og åbne turisternes øjne for vores flotte destination. Det kræver at vi opbygger et stærkt brand, som kan sætte Sydsjælland og Møn på landkortet og gøre turisterne opmærksomme på hvor skønt der er sydpå – i Danmark, udtaler direktør for VisitSydsjælland-Møn, Martin HH Bender.

Èt logo, logoet, alle logoerne

Det nye navn og den visuelle stil, er bygget op omkring elementer vi finder i destinationen. Danmark er rig på kyster, og nogle af de smukkeste ligger på Sydsjælland og Møn. Det sætter vi fokus på, med det nye navn: SydkystDanmark.

– Vores stjernehimmel i Sydsjælland og Møn, er desuden helt unik, og er et særkende for hele området. Vi vil bruge stjernerne til, at give destinationen en speciel plads i turisternes hjerte, når den næste ferie skal planlægges – uanset om det er til årets sommerferie med familien, lang weekend med kæresten eller vennerne på oplevelsestur, fortæller Martin HH Bender.

Sydsjælland og Møn er et af de steder i verden, hvor stjernehimlen ses tydeligst, og Møn er fornylig blevet Dark Sky certificeret. Derfor tager det nye logo udgangspunkt i stjernehimlen og de flotte stjerne konstellationer.

– Logoet er designet til at være fleksibelt, og der er uendelige muligheder for, at aktørerne i destinationen kan få deres helt eget udtryk i logoet, til at vise vej til de oplevelser, de hver især kan tilbyde. Logoet får dermed et stærkt og personligt DNA, der afslører en lokal arvemasse og de historier som turisten skal opleve, udtaler Martin HH Bender.

Fremtidens turistinformationer – mere for flere

Som en stor del af VisitSydsjælland-Møns satsning for at knække kurven, og skabe mere vækst til destinationen, står 33 nye turistinformationer klar til at åbne sæsonen i 2016. Og der er flere på vej!

– Tendenserne viser, at den klassiske turistinformation ikke lever op til turisternes behov længere. Derfor lancerer vi nu fremtidens turistinformationer, der møder turisten – der hvor turisten er. Derfor åbner vi 33 nye turistinformationer i destinationen lige der hvor turisten færdes – nemlig på museer, cafeer, cykelforhandlere, osv. Nu kan turisten få vejledning, når der er behov for det, forklarer direktøren for VisitSydsjælland-Møn.

Som et led i fremtidens turistinformation, vil der også blive iværksat en bemandet mobil turistinformation, der vil køre ud til større events, begivenheder og de områder med størst koncentration af turister i højsæsonen.

4 turistkataloger og 1 fælles imagekatalog lanceres

I destinationens turistinformationer vil man bl.a. finde fire dugfriske kataloger for sæsonen. Et for hver kommune – på dansk, tysk og engelsk. Samtidig lanceres der ét fælles imagekatalog, hvor alle fyrtårnene får god synlighed, og dette imagekatalog skal repræsentere hele destinationen.

– Vi er meget stolte af vores kataloger og sender dem på gaden allerede første dag, til verdens største turismemesse ITB i Berlin 9. marts, hvor vi gør en stor indsats for, at tiltrække flere tyske turister. Derudover er det første gang, der er blevet produceret ét nyskabende imagekatalog, der samler hele destinationen på én gang med de flotteste billeder – glæd jer til det!, udtaler en begejstret Martin HH Bender, direktør for VisitSydsjælland-Møn.

Kommentarer