En visuel teaterrejse ind i den dementes hjerne
Henning Jensen spiller en ældre mand, der bliver mere og mere dement. Kirsten Olesen spiller en neurolog, der inviterer på en rejse ind i det demente sind.
Fredag den 8. december klokken 19.30 opfører Det Kgl. Teater teaterforestillingen ’Med sne’ – der beskrives som en visuel og sanselig teaterrejse ind i den dementes hjerne. Det foregår i Erikstruphallen i Store Heddinge.
En far. En søn. En datter. En neurolog. Fire mennesker forsøger at finde mening i demenssygdommens kaos. Faderen får stillet en demensdiagnose og kastes ud på totalt ukendt grund med børnene som magtesløse vidner. Børnene må overskride alle grænser i en umulig kamp mod en sygdom, man kun forgæves kan forsøge at forstå. De må på faderens vegne tage beslutninger, der fratager ham myndigheden over sit eget liv for at kunne finde vej i en forvirrende og kaotisk virkelighed.
I kampen for at fastholde sit gamle jeg mødes han af stadig større forhindringer, efterhånden som hans liv overtages af den virkelighed, sygdommen skaber.
Med sne tager favntag med livet, når det bliver allersværest. Musik, dans og tekst kæmper om scenen, alt imens sygdommen tålmodigt overtager stadig mere af en mand, der langsomt sner til. Sygdommen er hele tiden til stede i et kaotisk kosmos, som en uberegnelig og uforudsigelig, kropslig, visuel kraft i form af dansere, der forvrider virkeligheden og forvirrer i poetiske hallucinationer.
Henning Jensen er faderen, der knapt forstår, at han er syg, Maria Rossing og Peter Christoffersen, hans børn. Kirsten Olesen er neurologen, der inviterer på en rejse ind i det demente sind.
Instruktør Thomas Bendixen har både skrevet og instrueret ’Med sne’ med udgangspunkt i sine personlige erfaringer med demens. Efter en række stilsikre iscenesættelser af store klassikere f.eks. Erasmus Montanus, vender han tilbage til sine rødder som moderne danser og skaber en visuel og poetisk udfordrende forestilling.
Man kan købe billetter på www.stevns-teater.dk
Forestillingen varer 1 time 20 minutter, uden pause
Forestillingen gennemføres med støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst og Stevns Kommune.
Kommentarer