Voldsmanden kørte i en sølvgrå VW Lupo
Strøby Egede: Politiet har talt med to vidner til overfaldet på en 78-årig bilist på Stevnsvej ved Strøby onsdag den 27. februar
I fortsættelse af politiets anmodning om offentlighedens hjælp til at opklare et overfald på en 78-årig bilist i vejkrydset Strøbyvej-Lendrumvej onsdag den 27. februar klokken cirka 15:15 har politiet fået kontakt til to vidner, der har oplyst følgende til politiet:
3-5 bilister var i deres biler standset for rødt lys i krydset Strøbyvej-Lendrumvej, ved Strøby-skolen, i retning mod Strøby. På den sydlige side af krydset holdt kun to biler – forurettedes og gerningsmandens.
Begge vidner har beskrevet, hvordan gerningsmanden efter volden kørte uden om forurettedes bil og videre ad Stevnsvej mod nord mod Strøby Egede.
Gerningsmanden blev beskrevet som en dansk mand, cirka 25-40 år, ca. 190 cm høj, meget muskuløs rocker-/bodybuilder-type, rødmen op og ned ad nakken, iført langærmet sort trøje med hvid lynlås, sorte arbejdsbukser af mærket Mascot, bar smalle sorte solbriller. Frisuren beskrives som armycut, intet hår i siderne og kort lyst, mellemblond cirka 2 cm langt hår på toppen
Gerningsmanden kørte i en sølvgrå VW Lupo.
Læs også: Politiet efterlyser vidne til voldssag i Strøby
Politiet efterlyser tillige den bilist, der holdt som anden bil i køen i sydlig retning i lyskrydset Strøbyvej-Lendrumvej. Bilisten, der var iført en sort hue, tog et foto af gerningsmanden, da han kørte fra stedet efter volden.
Personer med oplysninger i sagen bedes kontakte lokalpolitiet i Køge på telefon 4635 1448, eller nærmeste politi på tlf. 114.
Kommentarer