Strøby Egede

Voldsom biljagt på Stevns endte i Køge

politi_blaa_blink

Stevns: En 19-årig mand fra Hedehusene bev bidt af en politihund efter at han natten til  forsøgte lørdag at stikke af fra politiet.

Natten til lørdag den 6. februar klokken 03:33 ønskede en af færdselspolitiets patruljer at tale med en bilist i Store Heddinge-området, men bilisten ønskede ikke at tale med politiet.

Han satte hastigheden op til omkring 160 kilometer i timen på flere veje på Stevns i forsøget på at slippe væk fra politiet.

Bilisten kørte i retning mod Strøby Egede og kørte over for rødt lys, uden at der skete nogen skade på nogen. Politiet vurderede, at bilisten skulle standses for at undgå fare for andre. Under bilistens kørsel ad Strandvejen i retning mod Køge udlagde politiet de såkaldte sømpigge (“stingerspikes”) i Strandskoven, men bilisten fortsatte trods fire punkterede dæk videre med hastighed over 100 km/t mod Køge.

På Søndre Viaduktvej vurderede politiet, at en påkørsel af bilisten var nødvendig for at bringe bilen til standsning. Ingen kom til skade ved påkørslen, hvor der skete mindre, materiel skade på de involverede biler.

I bilen var der tre personer, hvoraf en 18-årig mand fra Vallensbæk og en 19-årig mand uden fast bopæl blev anholdt ved bilen. Føreren, en 19-årig mand fra Hedehusene, stak af, men blev indhentet og standset af en politihund.

Føreren måtte en tur forbi skadestuen til fornøden behandling for hundebid, ligesom lægen udtog en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og narkotika.

Føreren blev sigtet for en del overtrædelser af færdselsloven, herunder kørsel i frakendelsestiden og spiritus-/narkotikakørsel. De to passagerer blev afhørt om den foretagne kørsel. Alle tre blev løsladt efter endt sagsbehandling.

Føreren kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

 

Kommentarer