Voldsom storm rammer Danmark torsdag aften
Stevns Kommune: Både DMI og TV2 Vejret advarer om at der er en voldsom længerevarende storm på vej til Danmark
Torsdag vil et stort og voldsomt stormlavtryk placere sig over det sydlige Norge og langsomt bevæge sig mod øst over det sydlige Skandinavien, og dermed sende et voldsomt uvejr indover Danmark. Fra torsdag formiddag til fredag middag kan uvejret forårsage aflyste færger og lukkede broer, samt give glatte veje.
Danmarks Meteorologiske Institut advarer i dag om at voldsomt vejr rammer Danmark torsdag og fredag. I advarslen står der at der torsdag aften og natten til fredag kan komme storm i dele af landet. Endvidere kan der i hele landet forekomme vindstød af storm- eller orkanstyrke. Samtidig vil der også kunne komme forhøjet vandstand ved Vestkysten og i de indre danske farvande.
– Muligheden for en landsdækkende storm er bestemt til stede, siger vagtchef Mogens Rønnebek.
Holder DMI’s prognoser, så vil Nordvestjylland opleve helt op på 30 m/s i i middelvind – svarende til stærk storm – og sandsynligvis orkan i vindstødene.
– Så slemt bliver det ikke i hele landet. Lavtrykket ligger noget nordligere end det, vi oplevede i slutningen af oktober, og det betyder, at en større dele af landet bliver ramt. Til gengæld bliver vindene nok ikke helt så kraftige som de værste under oktoberstormen, siger vagtchefen hos DMI.
TV2 Vejret kalder deres prognoser for nærmest uhyggelige og de forventer et overordentligt voldsomt uvejr fra torsdag eftermiddag til fredag middag.
– Det bliver en barsk torsdag, og så har jeg ikke sagt for meget, siger Danny Høgsholt, der er meteorolog ved TV2 Vejret, til BT. Han vil ikke udelukke, at nogle steder i landet vil opleve en regulær orkan, selvom han ikke forventer lige så høje vindhastigheder som under stormen den 28. oktober i år.
Til gengæld vil stormen på torsdag ramme hele vejen fra Sydnorges kyst til den nordlige Tyskland, idet lavtrykssystemet er større. Og stormen forventes at blive ved i timevis, fra et halvt døgn til mellem 18 og 24 timer i træk ved Vestkysten.
I kølvandet af stormen, i løbet af fredagen, forventes der snebyger, især i den sydvestlige halvdel af Jylland samt på Sjælland.
Kommentarer